”Naturen er blot navnet for en virkning, hvis årsag er Gud!”  (William Cowper, engelsk digter)

”Festen er forbi!”  The game is over!  Klimakonferencen, et tilløbsstykke m. 193 statslederes valfart til lille Danmark, blev - forudsigeligt - en fuser.  Det begrædelige er, at Danmark nu har spildt over 1,3 mia. af penge, vi i virkeligheden ikke har (Statsunderskuddet er p.t. på over 90 mia.).  Og det tragi-komiske er, at hele COP15-filosofien og hele FN-panelet ikke nødvendigvs er lig med den endegyldige, videnskabelige sandhed, som massemedierne kritikløst fylder os med.  Dette er blevet påvist af andre, mindst ligeså seriøse videnskabsfolk, som gør gældende, at der ikke nødvendigvis er nogen entydig sammenhæng mellem CO2-udslip og den globale opvarmning.

Det har fx Ole Humlum, professor i geofysik fra Oslo Universitet, påvist i sin tankevækkende bog ”Det ustyrlige klima”, hvor han påpeger, at der er andre uudforskede faktorer, der påvirker klimaforandringerne og har gjort det i årtusinder.  Men misforstå mig ikke!  Jeg siger ikke, at vi skal være ligeglade med naturen og ikke værne om den.  Kalder vi os kristne, omfatter vor næstekærlighed også Guds skaberværk.  Jeg indrømmer også ærligt – og hermed min ”politiske ukorrekthed” – at jeg véd lige så lidt om klimaforholdenes mange mysterier som FN, Al Gore, Connie Hedegaard, Ban Ki-Moon eller vor statsminister og nye klimakommissær.

Personligt tror jeg, at et land Israel ville have kunnet bidrage med masser af know-how til alternativ energi i verdensklasse, som ville have kunnet komme alle de fattige lande til gode.  Men Israel er stort set ugle set af det såkaldte ”verdenssamfund” og måtte nøjes med at se på.

COP15 har dog lært os noget.  For det første at denne verdens statsledere ikke er ”guder”, og at det er Himlens og jordens Skaber, som alene har ejendomsretten til den skabte jord,  og Ham er vi ansvarlige overfor og må ydmyge os for.  Ordet ”Gud” blev ikke nævnt på konferencen, thi det er jo vedtaget, at Han skal være udelukket fra det offentlige rum.  Jo, med én undtagelse:  Brasiliens rustikke præsident, Luiz Inácio da Silva (kendt som Lula) proklamerede med en karismatisk kraft og veltalenhed (uden manus), som langt overgik Obamas (og det siger vist ikke så lidt!), at han både tror på Gud og på mirakler, men han var formentlig den eneste.

For det andet fik vi anskueliggjort, at verden sukker efter lederskab (og det var jo så at sige hele verden, der var repræsenteret i Bella Centret!).  Jeg kan ikke lade være at tænke på den belgiske udenrigsminister Henri Spaak, en af EF´s fædre, som i en radioudsendelse for over 50 år siden efterlyste en kommende stærk leder, en supermand, som vil kunne skære igennem og løse problemerne.  ”Vi véd ikke hvem han er eller hvorfra han kommer, men vi véd han kommer, for vi venter ham”, sagde han.

Ordene var næsten profetiske.  Men en kommende Anti-Krist er dog for længst forudsagt i Bibelen, denne forkætrede, men troværdige sandhedsbog.
COP15 synes at undertrykke et uartikuleret suk efter en sådan superleder, som genialt skal hugge alle gordiske knuder over til hele verdens undren.

COP15 blev således indirekte en tilskyndelse til troende bibellæsere til at kende vor tid i lys af Guds ord velvidende, at ”klokken er mange”, og at Herrens komme står for døren.  ”Jeg har kun mødt pessimisme hos de statsledere, jeg har talt med”, sagde Billy Graham en gang.  Men Guds folk er besjælet af et lyst, optimistisk håb trods kriser og uforløste, dystre alvorsminer.  Thi vidunderligt lyder Kristi ord:  ”Sommeren er nær!”  (Luk. 21:29).

-jn-

19.12.09