Forside Salmer Højtid i krisetid
Højtid i krisetid Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 06. december 2009 09:33



Mel.:  I denne søde juletid….

I denne dystre krisetid
Med mange alvorsminer,
Hvor topfolk drøfter med al flid
Den jord, som vi  udpiner!
Det sker just lige før den jul,
Vi fejre skal med lækkert sul
Og os på ny forlyste
Med juletræ´r og krybbespil
Og hvad der ellers hører til,
Som skal os sammenryste!

Det dystre dog til højtid bli´r,
Om blot vi vil erkende
Trods orgelbrus og kirkespir
Vort sjæledybs elende
Og indse, vi må vende om
Til Ham, der som vor Frelser kom
Hin nat i staldens krybbe,
Ja, dybt fornedret Kristus blev,
Vor synd til korsets træ Ham drev,
Hvor Han sit blod lod dryppe!

Ak, verdens vise ej det ser,
De jorden tror at redde,
Så uren den ej bliver mer,
naturen vil del frede!
Men giften i vort hjerte bor,
Vi reddes kun ved just det ord
Om frelse for fortabte,
Den findes kun i Herren Krist,
Mens denne jord forgår til sidst
Med alt, hvad hovmod skabte!

Jeg højtid holde vil hver dag
Med Ham, som kom og kommer,
Hans glædesbud forbli´r den sag,
Som bringer evig sommer
Som troens indre frydefest
I nord og syd, ja øst og vest
Trods verdens krisestunder!
Min julefryd har jeg i Ham,
Som på sit kors tog syndens skam,
Pris Gud for dette under!

-jn-

6.12.09

Senest opdateret: Onsdag, 09. december 2009 16:21
 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)