Snart går visse dyr i dvale
For at hvile vint´ren lang,
De ej hører stormens tale,
Drømmer helst om vårens sang.

Bjørn og grævling la´r sig frede,
Ja, selv fisk kan gå i hi
I antarktisk hav dybt nede
Sparer de på energi.

Frøen har sit leje fundet
Skjult bag mosens tætte siv,
Larven er til jorden bundet,
Venter på et genfødt liv.

Ja, selv skovens træer sover,
Rankt de rager nøgne op,
De ny kraft til våren lover
Hvert forborgne blad i knop.

Også bølgen kan indslumre
Under vint´rens tykke is,
Ræven er dog fuld af numre,
Hviler ej for nogen pris.

Skaberværket er en gåde,
Som jeg ej udgrunde kan,
Leve af min Skabers nåde,
Det går, Gud ske lov, dog an.

Høst og vinter, vår og sommer,
Styres af al skabnings Gud,
Hver en årstid, som hidkommer,
Har trods alt sit glædesbud.

Det ej bringer mig i dvale,
Men opvække kan min ånd,
Tilmed jeg ved Biblens tale
Føler Herrens Almagts hånd!

-jn-

27.11.09

Til munter eftertanke:

Gudsfornægtelse må være skabningens bedste vits til dato.