At være nået støvets år

er ej at miste sindets vår,

når Herren det fornyer,

udbrændt man tit er selv som ung

og føler sig så træt og tung

med mange gråvejrs skyer!

Vort ydre menneske forgår,
Vi det erfarer år for år
Vor krop slår tit en revne,
Men det genfødte Åndens liv
Har evighedens perspektiv,
Det må vi højlydt nævne!

Jeg hører stueuret slår,
Mens evigheden forestår,
Dens fryd jeg kan erkende,
Når jeg i Ordets guddomskraft
Inddrikker just den druesaft,
Hvis sødme har ej ende!

Men ønsker jeg mig ung igen?
Nej, did jeg drømmer mig ej hen,
Thi læng´re da det varer,
Før jeg fra jordens sorg og vé
Forvandlet skal min Frelser se,
Når Han sig åbenbarer!  *)

-jn-

20.11.09

*) 1. Johs.br. 3:2