Forside Artikler Evangelisternes Grand Old Man
Evangelisternes Grand Old Man Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 18. november 2009 18:48

Evangelisternes Grand Old Man


D. 7/11 iår fyldte Billy Graham 91 år.  Det er  ikke nogen usædvanlig høj alder mere.  Men legemlige skrøbeligheder har for længst afskåret ham fra prædikestolen som hans lidenskabelige og brændende fyrtårn, da han talte til masserne – enkelt, evangelisk, Kristus-centreret og til den enkeltes samvittighed om tage et åbent standpunkt for Ham, som i fuld offentlighed tog et åbent standpunkt for os på Golgatas kors.

Jeg hørte ham første gang som 17-årig i sommeren 1954 i KB-hallen i København dygtigt tolket af hans personlige ven, baptistpræsten Bredahl Petersen.  Jeg husker ikke teksten, han talte over, men jeg mener det var enten beretningen om den rige yngling eller Herrens ord til Nikodemus:  ”Du må fødes på ny!”  I hvert fald talte mange på vej hjem fra KB-hallen om, hvad det mon betød at blive ”født på ny”?

Han talte i Oslo på Ullevål Stadion året efter og indledte med at sige:  ”Vi er ikke kommet for at underholde jer, men for at åbne Bibelen for jer!”

Hans entré i København skabte stort røre.  Modstanden mod ham var størst hos vore folkekirkepræster, medens det ugudelige ”Ekstrabladet” afsatte plads til at trykke en hel prædiken af den amerikanske evangelist, som på det tidspunkt endnu kun var 35 år.  Dog blev der i Domkirken holdt et specielt møde med ham for kristne ledere, hvor domprovst Brodersen tolkede ham.  Så Folkekirkens afvisning var alligevel ikke total.

Senere hørte jeg ham i USA.  Fx var det en særlig glæde at lukke op søndag aften for radio-programmet ”The Hour of Decision”, hvor han med kraft talte til nationen.  Han var også i Danmark i 1955 (Århus) og 1965, hvor han talte i Forum, som var det største sted, der kunne fås på det tidspunkt.

Han kom til Danmark i 1954 straks efter 12 ugers store møder på Harringay Arena i London.  Hans ”crusade” i London kulminerede med det store friluftsmøde på Wembley med 120.000 tilhørere.  En teolog sagde bagefter til ham:  ”Nu har jeg hørt dig tale hver aften i 12 uger, og du taler om det samme hver gang!”  Dette opfattede B.G. som et kompliment og sagde:  ”Vi forkynder budskabet på forskellig måde, men selve evangeliet er det samme, fordi menneskets største, åndelige behov har altid været det samme!”  Og ved en anden lejlighed sagde han:  ”Vær aldrig bange for at gentage dig selv.  Take glory in it!”  Og han fortalte om en teolog, der havde regnet ud, at vor Herre Jesus havde gentaget sig selv ca. 500 gange!

Jeg er ikke solgt på al den pop, der efterhånden fulgte med på Billy Grahams stævner.  Jeg beklager dem dybt.  Men alligevel må jeg sige, som sandt er, at jeg nok ikke i min levetid har hørt nogen evangelist tale evangeliet så enkelt, mandigt og lidenskabeligt som netop Billy Graham.  En gang fandt en ansat ved Harringay Arena under hans store mødeserie ham liggende fladt på platformen sukkende til Gud.  Lysene var slukket, masserne var gået hjem og Billy var i en bønnekamp alene med Gud.  Noget bedre kan nok ej siges om denne ydmyge Herrens tjener.

-jn-

18/11.09

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)