Forside Poesi November – bedre end sit rygte?
November – bedre end sit rygte? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 15. november 2009 21:57

November – bedre end sit rygte?

November har et dårligt ry,
Og derfor må vi stundom ty
Til sul og gule ærter,
Min viv har travlt med hækletøj
Og sit charmerende halløj:
Små røde julehjerter!

De gyldne farver er snart væk,
Mens visse fugle dra´r i træk
Mod varme, fjerne kyster,
Men solsortvennen bli´r igen,
Den til vort bræt blot søger hen,
Hvor den sig glad forlyster!

Min kone køber julegran,
I krukker stiller hun dem an,
Thi snart så skal der jules
Med kædelys på vante plads
Og alskens andet hyggestads,
Som snart ej mer skal skjules!

Der fotos kom på vor PC,
Som får os til at hjert´ligt le:
2 børnebørn på stranden,
Thi California lunt det har,
De små med deres mor og far
Sødt leger med hinanden!

November trods et dårligt ry
Kan på en måde os forny,
Thi just med de små kære
Vi er jo på den grønne gren
Som del af al velsignelsen,
Al livets Gud til ære!

jn

15.11.09

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)