Et 5 års check d. 12/11.09 af mit triple bypass-opererede hjerte var ikke foruroligende.  To af de tre bypass-arterier fungerede med normal blodgennemstrømning, medens den tredje nu var blokeret.  ”Men”, fortalte den sympatiske, indiske læge mig – ”hjertet havde selv fundet nogle omveje, så at blodgennemstrømningen stadig er intakt.”  Ordet  ”omveje”   - blodets omveje – arbejdede på en eller anden måde videre i mit indre.

Det blev til en opbyggelig tanke.  Kristus er ikke nogen ”bypass” el. ”omvej”, jublede det indeni mig.  Han er vejen, sandheden og livet, og at kende Ham er at springe alle filosofiske omveje over og være i direkte ”online”forbindelse med det evige liv, som ikke kan dø uanset min egen evt. død.  Før kl. 2 imorges var jeg lysvågen, optændt og opmuntret af denne sandhed, sprang næsten ud af sengen og måtte dele dette med 2 søde natsygeplejersker, Christina og Bente.

Bente bemærkede:  ”Jeg har forresten et sted læst det med ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Jeg svarede:  ”Ja, vi læser meget godt og sandt, men ganske anderledes er det, hvis ordene bliver en personlig sandhed for os og del af os selv, ej mindst når vi forlader dette liv.”

”Hvor går du så hen?”  fortsatte Bente. -  ”Ja, det spørgsmål stillede jeg som helt ny i troen, knapt 15 år gammel,  til morfar, som svarede mig:  ”I 2. Kor. 5:8 står der:  ”Borte fra legmet, hjemme hos Herren!”, og så føjede han til:  ”Det er da så enkelt, at selv et barn kan forstå det!” -  Christina sendte mig et varmt smil.

Jeg uddybede morfars ord:  ”Jeg plejer at sige til mine venner:  ”Hvis I en dag hører, jeg er død, skal I ikke tro det.  Det er kun min krop, der er lagt ned i jorden, men selv har jeg holdt flyttedag – fået ny adresse!”
”Er du så hjemme hos Gud?”  spurgte Bente, som ligesom førte ordet. – ”Ja, borte fra legemet og hjemme hos Herren, for Han er jo herrernes Herre og Kongernes Konge!”

”Hvad har du ellers lavet?  Har du været præst?”  spurgte nu Christina. -  ”Jeg er delvis gået i min morfars fodspor”, svarede jeg, - ”han var forretningsmand, men forkyndte samtidig evangeliet, og I taler i virkeligheden med et meget lykkeligt menneske.”

”Men nu skal jeg ikke tage mere af jeres tid.  Tak fordi I gav mig lov til at dele med jer disse natlige tanker” -  ”Vil du ikke have noget at drikke?” spurgte Christina kærligt.  ”Jo, jeg tager en kop med mig”, og så gik jeg ind i en lille intim dagligstue, som jeg havde helt for mig selv, -  en herlig lille vestibule i Herrens nærhed med min umistelige Bibel.  Men forinden havde de 2 yndige sygeplejersker fået mit lille kort med et superkort Kristus-vidnesbyrd.  Nattens audiens var forbi.

Op ad formiddagen var jeg klar til ”hjemsendelse” efter 2 interessante og absolut ikke kedelige nætter på det store universitets-hospital i København, hvor jeg kom i kontakt med mange.  Men Christina måtte lige inden min afrejse hen til mig for at trykke mig i hånden. Hvem véd?  Måske var livets ord ej sået forgæves i disse unge pigers hjerte.  Og jeg mindedes Spurgeons ord:  ”Se jer om, mine herrer, der er ikke noget, folket så gerne vil høre som evangeliet om Jesus!”

-jn-

13.11.09