For en gammel ungdomsven i USA var selve sandheden alt afgørende.  Det  kunne jeg naturligvis og principielt kun være enig i.  Men hans tese var for mig ikke mere end blot en banal selvfølgelighed.  Selv var jeg optaget af andre spørgsmål, som jeg i sandhedens interesse fandt mere  påtrængende.

Senere forstod jeg min ven bedre, ja, hans ord ligefrem udfordrede mig lidenskabeligt.  Hvor meget betyder sandheden for mig?  Dvs. den absolutte, ubestikkelige, kompromisløse, upopulære sandhed, som ikke kan gradbøjes, og som om nødvendigt står alene uden anden opbakning end sandheden selv!

Søren Kierkegaard havde nok ret, når han mente i Sokrates, som aldrig havde hørt om Kristus (den legemliggjorte sandhed), at kunne fremvise et ex fra oldtiden på en mand, som Guds sandhed forunderligt havde berørt helt ind i martyrdøden. -  Henrik Ibsen anede måske også noget af sandhedens ubøjelighed, når han lader hovedpersonen i sit skuespil ”En folkefjende” sige til slut:  ”Stærkest er den mand, som står alene!”  (underforstået:  for sandheden).

Er du og jeg et sådant menneske?  Det findes en udbredt idé om, at sandheden behøver manges bifald for at kunne klare sig.  Det er en løgn.  Den trives særligt hos politikere.  De er optaget af at få stemmer og dermed ”indflydelse” (magt), som det hedder, og derfor hører du aldrig en politiker sige:  ”Koste hvad det vil, men det er sandheden og kun sandheden, jeg vil!”  Thi det giver ikke stemmer og vil ikke føre det lille parti over spærregrænsen.

Sandheden kan stå alene, og den er hævet over opinion og billigt bifald, ja, den er hævet over religion og kirke.  Den går nemlig ikke automatisk i arv fra slægt til slægt.  Den tilegnes i hvert nyt slægtled.  Og den tilegnes alene, af den enkelte, helt personligt og aldrig selskabeligt, snakkesaligt, efterplaprende.

Alene, ja.  Af ”hiin Enkelte”, som Kierkegaard plejede at sige.  Læg mærke Herrens ord:  ”Enhver, som er af sandheden, hører min røst.”  Joh. 18:37.  Han taler ikke til masserne og siger ikke:  ”Alle I, som går ind for sandheden….”  Hans ord er til den enkelte.  Sandheden henvender sig altid til den enkelte.  Til dig og mig.

Men sandheden er ikke et filosofisk el. abstrakt begreb, thi sandhedens Ånd vil bringe enhver, som Gud har berørt, i støvet for Sandheden med stort ”S”, som er intet mindre end en person, Guds evige Søn og Herren Jesus Kristus, som ikke kom til verden som hverken en guru eller filosof, men som din og min personlige syndebærer – ja, bærer af al vor synd med al dens løgn og vort iboende had til sandheden.  Syndebærerens kors stod dér for den enkelte synder, for dig og mig, og skal forkyndes for alle, ikke ”en masse” – på samlebånd -, men for den enkelte og dernæst af den enkelte til den enkelte i sandhedens Ånd.

-jn-


6.11.09