De velsignede sygehuse

Da jeg trådte ind i mine medpatienters fællesrum i ”afsnit 6” (kirurgisk afd.) på Næstved Sygehus, mødte jeg en højtidelig, tavs forsamling af alvorlige, dybsindige ansigter, men opdagede snart, at de var slet ikke hverken ”alvorlige” eller ”dybsindige”.  De var midt i den ”forvandlingsproces”, som naturlovmæssigt hedder: Vi bliver til det, vi beskuer, dvs.  Tomhed, hvis ”beskuelsens” non-stop genstand er TV!

Var der kristne til stede?  Jeg véd det ikke.  Men i denne ”andægtige” stund var alle klonet til at være det samme.  Jeg kendte dog en ubeskrivelig glæde i mit hjerte og tænker ofte på Billy Grahams ord:  ”I erkendelse af at jeg er ambassadør for kongernes Konge og herrernes Herre, træder jeg aldrig ind i et rum uden at tænke på, hvordan jeg kan få samtalen drejet ind på evangeliet, og jeg forlader sjældent et sådant rum uden i det mindste at have gjort et forsøg, med mindre Gud klart viser mig, at det rette tidspunkt ikke er inde.  Ingen har afvist at lytte til mig…”

Jeg kunne af ganske hjerte takke Herren for Sygehuset (betjeningen er forbilledlig) og for de mange, mange anledninger, et sygehusophold gennem årene har givet mig for på tomandshånd at viderebringe Evangeliets gode nyheder.  ”Er du præst?” spurgte en mig.  ”Ja, det er jeg uden at være det.  Jeg har altid haft mit timelige virke, men samtidig haft den glæde at give videre, hvad jeg selv tog imod som en stor dreng!”  Billy Graham har ret.  Ingen, som jeg kan komme i tanke om, har afvist i det mindste at lytte…

Nogle siger, de beder, at jeg må blive rask.  Tja, men bed hellere om, at ”Kristus nu som altid med al frimodighed må blive forherliget i mit legeme, enten det bliver gennem liv og død.”  (Fil. 1:20).  Dette være ikke sagt for at spille ”åndelig”, men udtrykker kun den længsel, jeg deler med alle Kristi efterfølgere, som kender sig i gæld med evangeliet overfor vor tids fortabte mennesker.

-jn-