Spørgsmål: Jeg véd, at vi som troende kristne alle er eet i Kristus, men hvordan praktiserer vi denne enhed i virkelighedens verden, hvor Guds folk i praksis synes at tilhøre mange forskellige kirker og samfund?

Svar: Spørgsmålet er både relevant og praktisk.  Men lad os være stille for Bibelens svar, så sandt Guds ord har noget vægtigt at sige os herom.

Sandheden om de troendes enhed udtrykker Efeserbrevet med bl.a. ordene:  ”Så formaner jeg da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd….osv.”  (4:1-3).  Læg mærke til, at der her tales om en ”Åndens enhed”, som allerede findes, og som ikke skal laves i stand.  Den er en realitet og har været det siden pinsedagen, menighedens fødselsdag, da vi ”med én Ånd alle (alle troende) blev døbte til at være eet legeme…”  (1. Kor. 12:13).

Ligesom Kristi usynlige legeme er en vidunderlig virkelighed, er også Kristi legemes enhed (det samme som Åndens enhed) en uomgængelig og magtfuld sandhed.  Den bekender vi os frimodigt til som et Åndens (og ikke en organisations) værk.

Møder du på din vej en ægte bror el. søster i Kristus, mød ham/hende som tilhørende dette legeme og ikke som medlem af en eller anden kirke eller mission.  Det gør straks det åndelige klima sundt og opbyggeligt.  Mange af os kender det i praksis på vore rejser til lands, til vands og i luften, og da lyder det ofte som et liftigt ekko i mit indre:  ”Hvor dejligt det er at møde, når ene man vandrer frem, en broder- og søsterskare på vejen til samme hjem.  Det er som en kvægende luftning, som Herren os sender ned.  Det styrker den trætte vandrer på vejens besværlighed.”

Hvad med praksis?  Ja, her har vor sjælefjende haft held med det gamle splittelsesprincip ”divide et impera!”  (del og hersk!), så at Guds folk deles op i kødelige grupperinger og ”bundter” (Mt. 13:30), som allerede Korinth-menigheden var hjemsøgt af:  ”Jeg sigter til, at I hver især siger:  ”Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus…”  (1. Kor. 1:12).  Læg mærke til, at her (mis)bruges Kristi navn i denne splittelsens tjeneste, måske af en særlig ”overåndelig” gruppe, som ikke anerkendte andet navn end Kristus, men alligevel i en kødelig splittelsens ånd!

Jeg har mødt kristne forskellige steder i verden, som gør en dyd af at samles til Herrens navn alene under Åndens ledelse.  Det er principielt en god og bibelsk måde at samles på.  Men også her kan ”kødet” spille ind.  Man kan være så selvtilfreds med denne ”rigtige” måde, at en ”dem og os”-indstilling overfor andre troende let får fodfæste – ja, de kan endda gå til en sådan yderlighed, at de ikke ønsker brødsbrydelse med andre end lige den flok, de er i åndelig forståelse med.  Det er efter mit syn en endnu farligere form for splittelse end den, vi oplever med forskellige kirkesamfund.

Hvordan skal vi praktisere el. bevare Åndens enhed?  Ved frimodigt at bekende os til den.  Give Kristus den dominerende plads som Hovedet for sit legeme.  Stille vore hjem til rådighed for Guds folk, når det er muligt.  En har sagt:  ”De første kristne samledes i hjemmene, og de vil sandsynligvis også komme til at slutte dér.”  Men ikke for at organisere en ny kirke, men for sammen at glædes over Åndens samfund ”med fryd og i hjertets oprigtighed” (Ap.G. 2:46).

Sætter du dig en søndag morgen et sted, hvor kristne samles, se ved Guds nåde overordnet på en sådan samling i lys af den enhed, som i Guds øjne findes i bedste velgående.  Frafaldet i den bekendende, kristne menighed er stort, og tvinges du til at forlade en flok gennemsyret af verdslighed og synd, vil det altid ske med sorg og aldrig med ”koldt blod”.  Nogen strømlinet løsning for virkeliggørelse og synliggørelse af vor enhed i Kristus findes ikke. Menneskeligt talt.  Men samles må vi, om det så blot sker hvor ”to eller tre er samlede i mit navn”.  Herrens velsignede og mærkbare nærvær er altid det afgørende.

-jn-

27.10.09