Som ung besøgte jeg engang et firma i Roskilde og blev godt modtaget af direktøren.  Jeg skrev til min chef:  ”Jeg tror, de er jøder!”  Han svarede mig straks :  ”Har De noget imod jøder?”  Jeg har tit moret mig over hans mistænksomme spørgsmål.  Jeg, som på mange måder er mere jødisk end jøderne selv!  (Nævnte direktør, en markant politiker og senere minister, blev iøvrigt en meget god ven og er det stadig).

Jeg tror, at alle bibelelskere er jødernes sande venner.  Andet er ej muligt.  Men mit forhold til jøderne begyndte, før jeg blev en kristen.  Det skete efter krigen som dreng i en biograf, hvor min far havde taget mig med for at se en dokumentar om nazitidens jødeforfølgelser.  Min fars tårer gjorde noget ved mig.  Der kom en alvorstone ind i mit liv, som kun få, ja måske ingen rigtig forstår.  Fra da af blev jeg selv ”jøde”.

Forholdet til Israel og jøderne forstærkedes, da det største af alle mirakler skete i mit unge liv, nemlig troen på Jesus af Nazaret, jøden over alle jøder, som blev min personlige Messias og evige, eneste Frelser,-  Han, som jo sagde:  ”Frelsen kommer fra jøderne!”  (Joh. 4:22).

Jøderne er ikke enig med mig i min Messias-opfattelse.  Men de er enige med mig i, at Messias er et stort navn, ja det store navn.  Hvem er han? Spørger de.  Det gjorde jeg også selv en kort overgang som dreng, da jeg var under indflydelse af en kommunistisk skolelærer, indtil jeg gennem evangeliets troværdige vidnesbyrd mødte Ham. Jeg plejer dog at sige: Det var Ham, der fandt mig som sit fortabte, meget fortabte får!

Alvorstonen i mit liv er der stadig, men også en glædestone, glæden over, hvad jeg fandt i den korsfæstede og opstandne Frelser, - jødernes Messias, som de en dag, ud fra mit kendskab til jødernes egen Bibel, ikke mere behøver at stille spørgsmålstegn ved.

-jn-

17.10.09