Jeg kommer altid i god tid til gudstjenesten for bl.a. at se på tavlen, hvilke salmer præsten har valgt.  En af dem var den norske præsts, Wexels, vidunderlige salme ”Så vide om land som sol monne gå…”  (DDS 597), - en herlig sjælesørgerisk salme.

Straks måtte jeg op af den stol, hvor jeg i god tid havde sat mig hen til præsten, der stod i døren for høfligt at byde velkommen, og jeg måtte fortælle ham, hvor glad jeg var for at netop den salme var blevet valgt.  Den synger jeg selv hyppigt.

Det uddybede jeg, da han efter gudstjenesten kom hen til mit ensomme bord, hvor jeg delte med ham, hvordan også mit hjerte havde oplevet lyset i mit åndelige mørke som ganske ung.  Ved kaffebordet rådede en god og venlig ånd.  Han havde jo allerede været blandt de 4 folkekirkepræster, der troppede op med andre kristne venner til en herlig opbyggelig samling, vi havde i vort hjem for ca. 2½ md. siden.

2. Kor. 4:6 er også mit vidnesbyrd:  ”Thi Gud, som sagde:  ”Af mørke skal lys skinne frem” blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn skal skinne klart!”  Gud brød igennem ”mørket over verdensdybet”  (1. Mos. 1:2), og det må også ske for det enkelte, fortabte menneske ved evangeliet. 2).  Det var Paulus´ personlige vidnesbyrd og altså også mit, og jeg fatter ikke, hvorfor  kirkegængere uden dette lys i hjertet, ikke strømmer hen til mit kaffebord for at høre et sådant, aktuelt vidnesbyrd, men det gør de ikke, thi et sådant lys må Herren selv suverænt tænde.  Her har jeg lyst til at citere et vers fra Wexels dejlige salme:

Han tænder sit lys på den vildsomme vej,

Hans stjerne for ånden oprinder,

den stråler og vinker og standser ej,

før hjertet sin Frelsermand finder!

Læs eller syng du selv hele denne salme og lad den også lyse i dit mørke!

17.6.24 - jn