Længslen efter vækkelse



Spørgsmål:  Vi synger om ”gamle tiders vækkelse, vi venter…”, men er en sådan forventning realistisk under indtryk af den massive afskristning, vi oplever på alle fronter samtidig med, at den bekendende, kristne menighed i vid udstrækning verdsliggøres?  Er vækkelsestiderne i virkeligheden ikke bare en svunden historie – i det mindste i vor del af verden?



Svar:  Nej til det sidste spørgsmål, thi uanset tingenes tilstand og ligegyldigheden overfor evangeliet bør vi som Herrens folk ikke resignere og slutte med at bede om åndelig vækkelse både i vore individuelle liv og som menighed.  Kærligheden skal ganske vist blive kold hos de fleste, siger Guds ord, men den behøver ikke at blive det hos dig og mig.



Apostelen forudser åndeligt frafald og skinhellighed (gudsfrygtens skin) i ”de sidste dage” (2. Tim. 3:1-5), men igjen:  Det betyder ikke, at du og jeg behøver at blive frafaldne og skinhellige.  Tværtimod siger apostelen til Timoteus (og til hver enkelt discipel af vor Herre Jesus Kristus):  ”Dem skal du holde dig fra!”  Og længere nede i samme kapitel læser vi ordene: ”Du derimod, bliv ved det, som du har lært….osv.”  (v.14).



Dette ”du derimod” er et kald til dig og mig om at gå imod tidsånden og lade os løbende udruste af Helligånden til den åndskamp, som pågår.  Den kendte Paulus til, og den formaner han os til at deltage i.  Efes. 6:10-20.  Det er værd at mærke, at da han skrev denne formaning til de troende, sad han selv i lænker i et fængsel med så at sige ingen bevægelsesfrihed.  Alligevel var han virksom i Ånden som en Jesu Kristi stridsmand.



Det skal lære os, at ingen ydre forhold, ej heller af personlig art, skal være en hindring for Åndens gerning i vore liv uanset det frafald, som kendetegner kristenheden.



Hvad Gud har udrettet gennem åndelige vækkelser i tidens løb, bør være en trosstyrkende opmuntring til just denne troens forventning:  Hvad Han har gjort i forgangen tid, er Han mægtig til at gøre igjen.  Det er netop i disse dage 60 år siden, at øen Lewis på Hebriderne oplevede en vækkelse, som er enestående i nyere, britisk historie.



Den begyndte, sådan som det ofte er tilfældet med vækkelser, med bedende kvinder, i dette tilfælde 2 ældre søstre på henholdsvis 82 og 84 år.  Den ene var blind, og den anden var plaget af gigt.  De var for skrøbelige til at komme på møder, men en bønnens Ånd kom over dem, og de begyndte at bede om et Åndens vejr over det lille sted, som hed Barvas, og hvor en opvoksende generation af ungdom viste nærmest provokerende ligegyldighed overfor Gud. Bønnevækkelsen spredte sig, og snart oplevede Lewis en kraftig vækkelse, som ikke er set siden i nyere tid, og som varede i flere år.



Den slags beretninger bør opmuntre os til at bede med profeten:  ”Herre, jeg har hørt dit ry, jeg har set din gerning, lad den ske igen, før årene går…”  (Hab. 3:2, ny dansk ovs.).



Ser du nogen grund til, at Herren ikke skulle kunne vække op sit folk igen med dette resultat (som frugt af kristenfolkets opvækkelse):  ”….og syndere skal vende om til dig.”  (Psa.  51:15)? Som Wm. Carey sagde:  ”Forvent store ting fra Gud og vov store ting for Gud!”



-jn-