Forside Artikler ”I svigtede mig!”
”I svigtede mig!” Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Tirsdag, 26. marts 2024 09:50

Ordene kom fra en gudfrygtig kvinde for mange år siden på vejen hjem fra et familieselskab, hvor hun stilfærdigt under kaffen henvendte sig specielt til sine vantro søskende med sit personlige vidnesbyrd.  

Hun, Margrethe, var den mest gudfrygtige kvinde, jeg har kendt med en åndelig visdom, som ikke var af denne verden.  Hun var i øvrigt enke efter min morfar, som havde giftet sig med hende, da min mormor gik bort i 1949.  Men det er en helt anden, men rørende historie.

Nu var vi, min far, jeg og Margrethe på vej hjem.  Hun havde brændende i Ånden vidnet for familien, men vi to forblev tavse.  ”I svigtede mig!” sagde hun bedrøvet. De ord har fulgt mig resten af livet. Jeg var dengang 19.  

Jeg håber i dag, ved Guds nåde, at have det ca. som Billy Graham fortalte, han selv havde det:  ”På møder med verdslige mennesker (som i hans tilfælde ofte var statsledere) prøver jeg altid at få flettet ind i samtalen mit vidnesbyrd – det hører til undtagelserne, hvis det ikke sker!”

Min feje svigt hin eftermiddag er ikke enestående.  Kristne venner kan fortælle mig, at de har været til den og den familiebegivenhed med mange mennesker.  Jeg spørger dem som regel, om de fik lejlighed til at vidne for nogen.  I nogle tilfælde ja, men i de allerfleste tilfælde nej.

I denne for verden så alvorlige situation, hvor Mellemøsten nærmest står i flammer burde vi, som Herren har sagt, kende vor tid og dens tegn (Mt.  16:3) og være anderledes parate med vort Kristus-vidnesbyrd.  Ak, men hvor er vi henne alle sammen?

Jeg ser en ærlig, nidkær ung kristen for mig, Poul hed han.  Han var vist  spastiker og døde som ung.  Han kunne spørge:  ”Hvordan går det med din vidnetjeneste?”  Det optog nemlig ham selv, fx ved en opsøgende kontakt medbringende en blomst til en ikke-kristen ven, han gerne ville vinde for Jesus.  Kun lidt skal der til.  Sådan blev jeg selv vundet.

6.1.24 - jn


 
Copyright © 2025 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)