Billedet på min nethinde er ikke søndagens livløse ritualer plus en oplæst prædiken, men en enlig kvinde, der sad ved et kaffebord efter gudstjenesten tæt på mit ensomme bord, – ensom, fordi jeg ikke hører til noget klikeselskab, som måske nok véd om mig, men som – ligesom præsterne – ikke er motiveret for nogen åndeligt opvækkende samtale.

Kvinden spurgte:  ”Skal jeg hente en kop kaffe til dig?” – ”Ja tak, meget, meget gerne!” hvorefter jeg tilbød at holde hende med selskab, hvortil kom også hendes datter.  Hun var retarderet og var 32 år, fik jeg at vide.

Det blev ikke bare et intetsigende socialt samvær, men en anledning til at fortælle hende, hvordan Kristus var kommet ind i mit liv.  Hun var en god lytter, mens den lidt urolige datter forståeligt nok klæbede til moren, som fik min smukke lille hjertebog med lutter gode bibelord.

Jeg slog op på s. 5, hvor Joh. 3:16 smiler os i møde.  ”The Bible in a nutshell”, sagde jeg til hende, som forstod engelsk.  Eller ”den lille Bibel”,  som vi kalder det, hvilket jeg har fået lov at fortælle til mange skolebørn.

Men så var tiden gået, og jeg måtte afsted med en taxa.  På nethinden sidder som sagt igen denne kvinde, som Gud i søndags sendte på min ven.  Hun gik nok i kirke, fortalte hun, men kunne ikke rigtig tale med om en personlig tro på Jesus. – På min nethinde sidder også mange, selskabelige, næsten frivole kirkegængere uden noget Kristus-vidnesbyrd, men pr. rutine kendt med ”fadervor” og trosbekendelsen som obligatorisk ritual.

Jeg dvæler lige nu meget ved Paulus´ ord i 1. Kor. 2:1-5 om hans forkyndelse af korsets evangelium, og at dets budskab kun bliver et frelsende budskab i Åndens kraft og ikke ved verdsligt intellekt.  Kirkeklokker og præstekjoler gør det ikke, men vor bøn er, at vækkelsens klokker igen må ringe som den gjorde fordum i Danmark.  ”Lad den ske igen!” beder profeten i Hab. 3:2.  De bør vi også gøre. 31.1.24 - jn