Grundtvig talte om sin ”mageløse opdagelse” som værende trosbekendelsen, fremsagt i kirkerne.  Som genfødte kristne er vor daglige omgang med Guds ord også ”mageløse opdagelser” af Kristus, vi ikke før havde ”set” så klart.  De relateres igen til det praktiske, jordnære liv.

Jeg gjorde selv en praktisk og banal ”opdagelse” i morges, da jeg tænkte på taxas rutinespørgsmål, når jeg bestiller kirkekørsel: ”Har du noget hjælpemiddel med?”  Og standard-svaret er: ”Ja, min kære rollator!” Men pludselig blev denne til en åndelig, opbyggelig ”lignelse”.  

Jeg har endnu et ”hjælpemiddel”, dvs. en guddommelig hjælpe-formidler, dvs. Helligånden, som på græsk (i fx Joh. 14:16) hedder ”parakletos” og oversat med ”Talsmand” – ”Trøster” – ”Bistand” – ”Advokat”. Alle disse skønne ”plusord” i DNT er der på græsk fuld dækning for.  Rollatoren afhjælper min manglende førlighed og balance, men Åndens trofaste bistand bevarer mig i en åndelig, Kristus-centreret balance. Tak og lov!

Dette og meget mere er indeholdt i trosbekendelsens ”Jeg tror på Helligånden…”, men hvor mange af de vanemæssige kirkegængere, -  hvad enten vi taler om folkekirke- eller frikirkemedlemmer -, kender Åndens bistand i praksis?  Det er denne person i Treenigheden, som ikke herliggør sig selv, men gør vor Herre Jesus vidunderlig stor og relevant hver dag!

Denne morgen blev en ny påmindelse om Helligåndens trofaste, støttende hjælp og trøst med min rollator som praktisk, jordnær anskueliggørelse af trosartiklen:  ”Vi tror på Helligånden!” med alt, hvad dette indebærer af ” den himmelske verdens åndelige velsignelse i Kristus”. (Ef. 1:3)

Så kære, gamle Grundtvig, du er ikke ene om at have gjort ”en mageløs opdagelse” i den evige, åndelige og Kristus-fokuserede verden.   -  9.3.24 - jn