Den kristne frontkæmper kan umuligt være tilfreds med selv at være frelst af nåde (Ef. 2:8), men brænder efter at være et ufuldkomment redskab til andres frelse og  praktisere apostlens formaning:  ”Gør en evangelists gerning!”  (2. Tim. 4:5)  

Han kan nyde ”yndest hos folket”  (Ap.G.  2:47) – det gjorde Jesus selv, for vi læser i Mk. 12:37 i engelsk ovs.:  ”The common people heard Him gladly” (Jævne mennesker hørte med glæde på Ham) -  men dog uden at Han gav køb på sit alvorsord om personlig omvendelse (Mk. 1:15).  En sådan tale afviste den religiøse elite, medens faldne syndere holdt sig nær til Ham (Luk. 15:1). Hos dem vandt Han yndest.

Sådan også nu. Statsmagten har nok en kristen formålsparagraf og støtter og autoriserer folkekirken og dens præster, som den Kristus-grebne evangelist møder med mildhed og kærlighed, men samtidig med det ”must”, der hedder ”I må fødes på ny!” Den tekst (Joh. 3:7),  prædikede Billy Graham oftest over i sine velmagtsdage.

Samme B.G. forlangte ikke, trods et kendt navn, nogen eneret på at gøre en evangelists gerning.  Jeg husker, han i 1972 sagde ved et stort stævne til kristne ledere i Amsterdam:  ”Hvad enten du er søndagsskolelærer, kirketjener, korleder eller anden form for kirkelig medarbejder, GØR EN EVANGELISTS GERNING!”

Han er for længst hjemme hos Herren i herligheden, men ville sige det samme i dag, men  nok endnu stærkere.  Det er også vort kald uanset, hvad vi ellers gør rent timeligt.

Er mine gudløse eller ligegyldige medborgere mere fortabte end pæne, religiøse kirkefolk?  Åh nej, Jesus havde det værst med den religiøse elite, hvad vi også oplever idag. Et bedre respons får vi gerne hos kirkefremmede -  og hos børnene.  Smlgn. deres begejstrede hosiannaråb (hurraråb) til Jesus i templet i Mt. 21:15.

Ægte, evangelisk sjælevinder-begejstring og ikke syrlig, farisæisk (religiøs) selvretfærdighed er evangelistens enkle parole.  Andet duer ikke!  12.3.24 - jn