Jeg sidder efter gårsdagens opbyggelige venne-samvær i vort lille hjem målløs af glæde over den kærlige ånd, der hvilede over eftermiddagen, mens december-mørket derude langsom lagde sig hen over landet.

Vi var adskillige dansk-talende nationaliteter repræsenteret, men trods 4 afbud fyldtes stuen godt op med venner, som alle kom med en god ånd og, tror jeg, med stille forventning, om samværets videre forløb.  2 billedskønne piger (10 og 8) fra Sri Lanka (flersprogede) sang et par sange for os – og lige ind i hjerterne akkompagneret af musik fra en i-pad.

Vi var 2 alderspræsidenter, der fik lov at sidde ved siden af hinanden.  Dér sad således i vor bedste stol vor aldrende ven, Johny Noer, som Herren havde sendt som en gæstende engel med et forunderligt budskab fra Ap.G. 16 og med en vækkende, evangelisk udlægning, jeg aldrig har hørt bedre.  De gode, kærlige og modtagelige ansigter gjorde det særligt let for Johny at tale.  Herrens ord havde, Hans navn til ære, frit løb iblandt os.

Både Johny og jeg befinder os nu på en særlig måde i evighedens venteværelse, men får vi lov at være her en stund endnu, ville det være en glæde at se gårsdagens samling på løftets grund i Matt. 18:20 gentaget i det nye år.  ”De første kristne samledes i hjemmene, og de kommer sandsynligvis også til at slutte dér”, har det rammende været sagt.

Sådan tror jeg mange os gerne vil bruge vore hjem uanset hvor skrøbelige vi er.  Min kone og jeg kan ikke mere inviteret til de store kulinariske oplevelser pga. vore svære handicap, men lidt har også ret, og en god kop kaffe og nogle kvalitetssmåkager kan vi altid stramme os op til.

Jeg er overbevist om, at flere efter gårsdagens fællesskab har fået endnu større mod til at ”forkynde Guds ord uden frygt”  (Fil. 1:14) og ”gøre en evangelists gerning”  (2. Tim. 4:5), thi ingen større gerning tror jeg, der kan gøres her i endens tid i en trøstesløs, glædesløs verden.  9.12.23 - jn