Nogle gode kristne har det med at sige:  ”Vi holder ikke jul!” og tænker selvfølgelig på julen i en gudløs verden med dens ædegilder, god julebryg, nissehalløj, gaveræs, oplyste juletræer og fantasifuldt optændte haver.  

Kirken, dvs. den verdsliggjorte statskirke, har prøvet at gøre julen til noget kristeligt i den forstand, at fejringen af Jesu fødsel og det hedenske julefrådseri slås elegant sammen og går op i en højere, fordragelig enhed.

Det med Jesu fødsel ud fra Bibelen og med gedigne julesalmer indgår i slikkeriet og kirkens drejebog iht vedtagne love og ritualer.  Men denne fromme tradition har reelt meget lidt med vor Herre Jesus Kristus at gøre, men samler teatralsk (ja, måske derfor?) tæt pakkede kirker juleaften.

Men i al åndsforladtheden skal vi som bekendt ikke smide barnet ud med badevandet.  Derfor skrev Brorson netop nogle af de dejligste julesalmer, der i dag findes i salmebogen og som efter min mening er i verdensklasse.  Da Brorson viste udkastet af ”Den yndigste rose er funden…”  (DDS 122) til sin gode, tyske ven, provst  Schrader i Tønder sagde denne:  ”Aldrig har jeg vidst, at det danske sprog kunne være så smukt!”

At det så er folkeskik juleaften at servere fx andesteg og ris á l´amande med alskens lækkert til kaffen ser jeg ikke noget forargeligt i.  Brorson og mange andre gode salmedigtere brugte julen som en ekstra anledning til at forkynde evangeliet, hvad vi andre gør vel i også at gøre både i julen og i hverdagen i det åbne terræn både i og udenfor kirkens højtider.

Her er julen måske en ekstra gylden anledning!  -  30.11.23 - jn