Der er ikke megen ægte syndserkendelse i den etablerede kristne menighed.  I hvert fald ikke i denne del af verden.

Man går stort set til alters i folkekirken for at få syndernes forladelse.  Nadver-ritualet er godt nok, men forstås almindeligvis som en ny tilsigelse af syndernes forladelse. I det frikirkelige miljø er ”frelstheden” tit underlig skinger uden ærlig syndserkendelse,  - dvs. den syndserkendelse, som den åndsfyldte Johs. Døberen gav udtryk for overfor Jesus i Mt. 3:14

Den ærlige kristne har det, tror jeg, som han og som tolderen i Luk. 18:13.  Han bad sådan (ordret oversat): ”Gud, bliv forsonet med mig, synderen!”  M.a.o.:  ”Frels mig synder på forsoningens og blodets grund!”  Og han gik frelst og retfærdiggjort hjem til sit hus, sagde Jesus.

Sådanne blodkøbte kristne vil jeg altid gerne være i stue sammen med uanset deres ydre, kirkelige tilhørsforhold. Thi herom handler den nye sang i Himmelen (Åb. 5:9), men også her på jorden (Sl. 40:4).

Kernen i hele min teologi er meget enkel:  Kristus døde for mig!

Det gjorde Han også for dig. 

Lad os ikke tie stille med det!  17.12.23 - jn