”En digter skal løse tidens bundne tanker”, lærte fru Hjørlund, vor dansklærer os i afgangsklassen på Højdevangens Skole.  Danmark har haft sine åndshøvdinge, som nok ikke siger den opvoksende generation ret meget, men dog satte sine spor.  2 af disse var Søren Kierkegaard (1813-1855) og Georg Brandes (1842-1927).  

Kierkegaards tanker fik international udbredelse og har haft op til flere renæssancer, ligesom han stadig ofte citeres,  mens  Brandes næsten er glemt og aldrig citeres.  Ironisk nok er det imidlertid hans livsanskuelse, der sejrede – den såkaldte ”brandesianisme”.  S.K.´s kristne eksistentialisme fik og har stadig tag i mange intellektuelle, inkl. teologer.  Min barndoms klasselærer, som samtidig var en banebrydende psykolog, kunne fx Kierkegaard på fingrene, var også i berøring med kristendommen,  lærte os at synge ”Op I kristne, ruster eder…” ,  men døde som agnostiker.  Jeg besøgte ham som ældre, og han satte S.K.  højt.

Georg Brandes stormede frem i 1870´erne som litteratur-kritiker og åndsrevolutionær, var en beundrer af Kierkegaard og en medrivende foredragsholder, som ungdommen begejstret strømmede til.  Åh ja, han løste ”de bundne tanker” og udtrykte, hvad mange tænkte, men ikke turde sige højt.  G.B. var naturalist og, inspireret af gudløse tænkere sydfra, brød han med ”børnelærdommen” og proklamerede som et ”friskt pust” et opgør med den kristne seksualmoral og plæderede for  ”fri kærlighed” på et ”åndrigt” og ”æstetisk” plan  (han ville fx aldrig have bifaldet vor tids porno), og han dyrkede ”frit” flere elskerinder.

G.B. var i sin pure ungdom draget af kristendommen, men traf så, før han fyldte 23, sit skæbnesvangre livsvalg. Han blev besat af det, han selv kaldte en dæmonisk trang til selvudfoldelse.  ”Dæmonisk var jeg, og når jeg gav mig dette svar, forekom det mig som havde jeg oplyst mit væsen”, skrev han i sin selvbiografi Levned.  2 år før sin død i 1927 skrev han det bespottelige skrift ”Sagnet om Jesus”.
Ideen med at være sin egen gud og sin egen djævel , enten i åbenløs trods eller som underforstået livsanskuelse, har sat sit præg på det danske folk, dets kulturliv og mange politikere uanset partifarve. Det fatale, åndelige gennembrud kom med Brandes i slutningen af det 19. årh. med alt, hvad der fulgte med af snavs i kølvandet.  Kierkegaard talte allerede om sin samtid som en ”opløsningens tid”, og en sådan tid oplever vi især nu for fuld kraft.
Er det muligt at gå imod denne strøm?  Ja, men kun som en Kristi efterfølger.  Nominelle kristne vil som døde fisk drive med strømmen ofte akkompagneret af dulmende orgelbrus, død trosbekendelse og formelt, kirkeligt tilhørsforhold.

-jn