En hyldest eller ode jeg dig sender,
Om end det bli´r fra den gemene hob,
Hvor ikke destomindre du har venner,
Der fastgør til vor flagstangs gyldne knop
For dig det flag, du altid viste ære,
Når du med patos og mandsmodets røst
De ædle idealer lod frembære,
Der brændte som en ild dybt i dit bryst!

Jeg smigrer ikke, det mig fjernt vil ligge,
Men ære må jeg den, som æres bør,
Tomt snobberi gouterer du nok ikke,
Men for det ægte har du vel gehør!
Nuvel, en sådan ven jeg vil dig være,
Ak, selvom jeg til hoften dig ej når,
Så lad mig hellere af dig belære
Med tændt cigar og ja, en kaffetår!

Du holder foredrag med samme iver,
Som da du Danmarks mr. Jardex blev,
Din ”gyldne tråd” det ganske land henriver,
Ja, i historien den dig indskrev!
Så tal og syng og vær den visionære,
De unge gerne til dig lytte vil,
Dens nestor er du med en atmosfære,
Der gi´r dem glæden ved at være til!

Dig fryder sikkert efterårets farver,
Ja, sådan falmer også vi til slut,
Dets gyldne pragt dog alderdommen arver,
O, nyd den, kære Arne, hvert minut!
Men viger søvnen, sæt dig ud i natten
Ved stjernehimlen og tilbed dens Gud,
Og sker det netop lige før sabatten,
Jeg under dig et særligt stjerneskud!

Du véd, din jødedom mig fascinerer,
Se, jødisk er jeg selv uofficielt,
Thi Israels folk mig stadig inspirerer,
Og dets Messias er mit hjertes helt!
Som ven til ven vi frit herom kan tale,
Mens din cigar sin glød ej udbrændt har,
Tillykke, ven, må Gud dig rigt husvale
Ej mindst i dag, du ædle fødselar!

-jn-