Jeg undgår ikke som patient at møde muslimer i hjemmeplejen, og jeg kan sige til dem:  ”Jeg elsker jer, fordi jeres koran har plads til  Jesus, for Ham kender jeg i mit hjerte som en levende, nærværende Frelser, og derfor taler du med en lykkelig mand!”

En muslimsk hjemmeplejerske lod mig forstå, at mit vidnesbyrd også varmede hendes hjerte, og en god kontakt har der siden været mellem os.  I dag fik hun den smukke lille hjertebog med gode, trøsterige bibelord, som mine gæster altid er glade for.

Men det personlige, selvoplevede vidnesbyrd når andre end muslimer, dvs. gennemsnits-danskere uden personlig tro, selvom over 70% formelt er medlemmer af vor lutherske statskirke. Nogle unge assistenter er som små svampe, der suger mit vidnesbyrd til sig, som netop er vidnesbyrd, ikke fine prædikener.

Både folkekirke- og frikirkemedlemmer har tit intet personligt vidnesbyrd om Jesus, fordi Han muligvis kun findes i en  trosbekendelse, i salmer og ritualer, men ikke mærkbart i det personlige liv.  ”Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer?  Ellers står jeres tro ikke prøve!” siger apostlen (2. Kor. 13:9)

Muslimerne mærker, når DK kun er et navn-kristent land.  De er ikke mod vor kristendom, men forfærdes over vor gudløshed, sagde engang Bertel Haarder som minister i et TV-interview.

”Så du, hvor hurtigt præsten gik fra mig?” spurgte jeg en ven i en nabokirke.  Et hurtigt goddag og farvel! var alt. Vi kender godt hinanden, og han har det fint i en livløs kirke uden vækkerrøst. Men ingen fin kirke kan frelse os – det kan kun Jesus! 19.12.23 - jn