Det er i dag 70 år siden 2. verdenskrig begyndte med Hitlers brutale overfald på Polen d. 1. september 1939.  Krigen kom til at koste ca. 50 millioner menneskeliv, heraf 6 millioner jøder. I København indkaldte domprovst Paul Brodersen ved krigsudbrudet til en særskilt gudstjeneste under indtryk af situationens blodige alvor.

Hitler havde samme år profeteret, at hvis den ”internationale jødedom” begyndte en 2. verdenskrig ville det betyde ”udslettelse af den jødiske race”.  Han gjorde alt for at opfylde profetien.  I hans syge, jødehadske hjerne var krigen jødernes skyld.

Polen blev overfaldet af både Tyskland og Sovjet, men sidstnævnte blev ikke gjort ansvarlig.  Sådan er storpolitik.  I Polen trivedes allerede jødehadet, og de nazistiske bødler fik i vidt omfang beredvillig hjælp af polakkerne selv i jagten på landets ca. 1 mill. jøder.

2. verdenskrig vil især blive husket for det jødiske folkemord, som systematiseredes overalt i det besatte Europa.  Allerede da Hitler kom til magten i 1933 blev der lagt pres på de tyske jøder om at forlade fædreland, hus og hjem, men det var ikke så ligetil.  Danmarks grænser var lukkede for jødiske flygtninge, og lykkedes det illegale jøder at slippe ind, blev de nådesløst sendt tilbage til Tyskland – til senere udryddelse.

I Norge var det ikke bedre.  Hjulpet af norsk politi lykkedes det i 1942 den tyske besættelsesmagt at ekspedere ca. halvdelen af landets 1.500 jøder til Tyskland, og jødiske ejendomme i Norge blev konfiskeret og tabt for bestandig.  Resten flygtede til Sverige.

Ja, det er især jøderne, jeg tænker på i dag.

Jødehadet er ikke opfundet af Hitler – det har eksisteret siden Faraos dage.  Og det trives stadig.  For nogle år siden udnævnte den internationele opinion den jødiske stat til at være den største trussel for verdensfreden.  Ganske vist hjalp Danmark ca. 7.000 jøder i sikkerhed i Sverige i okt. 1943 (og det har Israel til overflod berømmet Danmark for), men i dag kan kærligheden til jøderne ligge på et meget lille sted.  Som loyalt EU medlemsland er vi med til at støtte fx et palæstinensisk skolevæsen, der lærer børnene jødehad og lovpriser ”Mein Kampf”.

Jeg er ikke født jøde, men er det i mit hjerte.  Jødernes fædrelandshistorie er identisk med min Bibel.  Det er i øvrigt den eneste fædrelandshistorie, som dér er omtalt i både fortid, nutid og fremtid. Tænk på det.  ”Frelsen udgår fra jøderne”, sagde den største af alle jøder, Jesus af Nazareth.  Kun det lille ord ”igen” adskiller vor, de kristnes, Messias-tro fra jødernes, sagde en jødisk ven meget rammende til mig.  ”Vi tror, Han kommer.  I tror, Han kommer igen!”

Ja, det kan ikke være anderledes.  Findes der andet håb for en verden i kaos og ængstelse og pessimisne?

-jn-

1.9.09