En vigtig ting for mig ved krigen i Mellemøsten er den endnu tættere tilknytning til vor jødiske niece m. familie i Jerusalem, hvis 2 sønner også er blevet indkaldt til den store reservehær.

Der er ikke så mange, jeg kan tale opbyggeligt med om Israel og Mellemøsten, men det har noget at gøre med lærdommen fra min ungdom, dvs. at forholdet til Israel må være styret af vort forhold til Guds ord.  Det er et ømt punkt for de fleste bekendende, bibelsvage kristne.

En af mine yndlingsteser er:  Israel er som det eneste land i verden unikt derved, at dets historie er meddelt os i Bibelen i fortid, nutid og fremtid. Se Rom. 9-11.  Jeg véd ikke, hvor meget det gør indtryk på dig, men min avis ”Sjællandske” ta´r gerne imod mine mange indspark herom.

Israel er en god samtaleanledning om Messias (Kristus), thi vi har lært at elske, hvad Han elsker og hader, hvad Han hader.  Så radikalt er det at være en kristen.  Men det forstår kulturkristendommen ikke, hvor Kristus  kun er et navn og nævnt for skams skyld i statskirkens ritualer.

En god ven fortalte mig, hvor skuffet hun var over sit besøg i Israel, som slet ikke var så ”gudeligt” og ”helligt”, som hun troede.  Men det vil en dag ændre sig.  En norsk forkynderven trøstede sig med ordet fra Rom. 11:26:  ”Han (Messias) skal fjerne ugudeligheder fra Jakob!” da han så megen ugudelighed og umoral i Israel, som også, så vidt jeg véd, dyrker den modbydelige ”pride” kultur.

Mellemøsten står i flammer – men vi, Kristi efterfølgere,  skal være endnu mere brændende og i flammer, som kun Ånden kan antænde som på pinsedagen- det hedder jo på engelsk:  ”Fire cannot be taught, it must be caught!”  (Ilden kan der ikke belæres om, - den må antændes!)  -  13.10.23. jn