Jeg har ikke ”blåt blod” i årene, men tilhører dog et kongeligt slægtskab (1. Pet. 2:9), langt, langt mere kongeligt end samtlige fyrstehuse i verden. 

Jo mere mit hjertets øjne oplyses for ”hvor rig på herlighed, Hans arv er iblandt de hellige”  (Ef. 1:18), jo mindre interessant og fascinerende er det at være ud af en jordisk, farverig slægt på et schulstadsk stamtræ.

Jeg har nævnt ind imellem min morfar, Uno Rieper-Holm, som var netop af den slægt, men som jeg først og sidst lærte at kende som både en medkristen og en åndelig hyrde og vejleder, ved hvis fødder jeg kom til at elske at sidde i den alt for korte tid, jeg som ”nybagt” kristen kendte ham.

Hvem véd?  Måske får jeg i evigheden lejlighed til at takke ham for de bønner, han bad for mig, og som gjorde noget ved mit unge liv.

Jeg sad engang i hans smukke herreværelse på Frederiksberg i København, hvor han inderligt opmuntrede mig til at stole på Guds ord som Guds ord  (1. Tess. 2:13) uanset, hvad ”kloge” mennesker end måtte bilde mig ind.

 I en sådan højtidelig stund var morfar ikke blot en ”slægtning”, men et betimeligt Herrens redskab til mit evige gavn og med Bibelen som den ”stafet” og det ”charter”, han rakte videre til sit åndeligt sultne barnebarn.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde indladt mig på.  Hvad vidste jeg om Jesu efterfølgelse i praksis og om den ”væbnede konflikt” med mørkets kræfter (Ef. 6:12), der nu til min død skulle følge mig som en såret hjort?  Var det virkelig alt besværet værd?   Åh ja, ti tusinde gange JA!

Ingen Jesu efterfølger har nogensinde på sit dødsleje fortrudt sin omvendelse til Kristus som Frelser og Herre, men derimod er der ikke tal på dem, der på deres dødsleje har fortrudt, de ikke lod sig omvende.  På sit dødsleje forbandede fx Voltaire den dag, han var blevet født!

Måtte dette ikke blive dit lod!   -  5.10.23 - jn