Det græske ord for ”menighed er som bekendt ”ecclesia”, dvs. en forsamling, der har skilt sig ud og ladet sig ”frelse fra denne vanartede slægt” (Ap.G. 2:40) eller fra ”den nuværende onde verden” (Gal. 1:4).

Martin Luther, som blev Herrens evangeliske, vækkende redskab for godt 500 år siden, var mindre klar, når det gjaldt forholdet til verdslige fyrster og (for DK´s vedkommende) konger, som han ønskede tilpasset hans teologi og ev. linje, som havde fået enorm gennemslagskraft i Europa.

Dér tog han nok fejl.  Thi også fyrster og konger har hver for sig behov for evangeliets enten-eller budskab.  Der er ex på konge- og fyrstehuse, hvor enkeltpersoner, også i da., no. og svenske kongehuse, oplevede personlig omvendelse uden at statsmagten som sådan blev mere ”kristelig”.

Men statsmagten og de styrende magter tilskyndes de troende at bede for i evangeliets gode Ånd (1. Tim. 2:1-5).  Dette har altid været en velsignelse for Guds ”ecclesia”, men uden idéen om at gøre verden bedre, for ”verden i sin nuværende skikkelse går sin undergang i møde”. 1. Kor. 7:31.

En god ven i USA, som var borgmester i sin by, men samtidig et levende vidne for Jesus, fortalte at han en dag fik besøg af nogle ”høje herrer”, der tilbød ham en større post i ”systemet”.  ”Hvad skulle formålet være?” spurgte han.  ”At gøre verden bedre!” lød svaret.  Han svarede:  ”Hvis I tror det, er I klogere end Gud!”  Og han vidnede for dem om den kommende dom over verden og frelsen i vor Herre Jesus Kristus alene.

Men sådan så Luther det nok ikke.  Reformationen begyndte nok med ham, men pågår stadig i Kristi kirke og i vores liv, ligegyldigt hvilken stilling, høj eller lav, vi beklæder her i tiden. Alternativet er frafald og evig død.  -  25.8.23 - jn