Det er vidunderligt for den magtesløse at kunne tro, at der i Kristus er nok af den nåde, som er ”overstrømmende rig”, Rom. 5:20, i en akut, nødstedt og vanskelig situation.  Nåden er ofte lignet med det store ocean med det befriende glædesbudskab:  ”Drik heraf, her er nok til at slukke din brændende tørst!”

Thi nådens hav er uudtømmeligt modsat så meget andet der falbydes på det religiøse supermarked, fx tilkæmpede dyder som karakterfasthed, helhjertethed, Gud-hengivenhed, viljens ”overgivelse”, systematisk bibellæsning, vidnetjeneste, etc. etc. Disse kvaliteter er nok gode men uden fast klippegrund at gå på.

Ganske anderledes forholder det sig med vor Frelsers nåde, som den syndsbevidste sjæl inderligt tørster efter,  nøjagtigt som tolderen i templet gjorde det (Luk. 18:13).  Her var det kun nåden, der var nok, medens farisæeren i samme tempel havde nok i sig selv, egne meritter og bønner. Hvem vil du helst ligne?

Læst og forstået ud fra gr.proget bad farisæeren reelt til sig selv. På dansk står der:   ”Han bad ved sig selv” (Luk. 18:11) – ordret står der: ”Han bad til sig selv!”  Men det er en pseudo-religion uden frelse og uden nåde.

Jeg har stundom spurgt en velmenende ”lovkristen”: ”Hvordan er det med dig selv?  Hvor meget er du selv overgivet? Hvor lovlydig er du?”  Da lyttes der måske til ordet om nåden, som ikke føler sig hjemme hos glædesløse, lovbundne kristne. Jeg taler af egen smertelig erfaring under lovtrældom!

Den, som i sin fortabthed og syndighed har stået dér, hvor tolderen stod , svømmer gerne skyndsomst bort fra al selvretfærdighed ud i et gennemiltet nådens hav med et frigjort smil, dog stadig under nådens kærlige opdragelse til at ”leve besindigt, retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden”  (Tit. 2:12), men uden nogen torden fra Sinai.  24.8.23 jn