Jobs bog besvarer ikke straks lidelsens gåde, som Gud dog tillod for at lukke munden på Satan, der håbede, at Job som lidende ville forbande sin Gud (1:11, 2:5), ja, selv hans hustru opfordrede ham til det samme (2:7).

Jobs tilsyneladende selvgodhed og påståede uskyld var affødt af en fortvivlet mands ord (6:26), men selv da var han stadig en Herrens tjener! (Sådan omtaler Herren ham i alt 4 gange) Og det hele endte jo nåderigt og godt.  ”I har set hvordan Herren lod det ende!” siger Jakob. (Jak.5:11).

Sådan vil det også gå andre lidende troende.  Fra nogle af os tog Gud i alderdommen vort gode helbred, men denne ydmygelse har nok åndeligt gjort os godt (Sl. 119:67, 71) og forstærket det personlige vidnesbyrd og også givet os bedre forståelse og sympati for andres lidelser.

Fra skoletiden husker jeg klassens mest begavede pige, Bente, som i det skjulte dog led af svære reumatiske lidelser.  Hun talte ikke derom, men det rygtedes, at hendes lidelser ofte kunne holde hende vågen om natten.

Jeg ville ønske, at jeg dengang mere kærligt kunne have været noget for hende, men vi skrev dog sammen en kort tid efter vi havde forladt skolen.  Ak, jeg var stadig for umoden til som kristen at kunne lide med hende.  Jeg var dengang stadig en sportstrænet, overmodig fodboldspiller.

Jeg hører hellere fra det prøvede troslivs krypt Jobs Kristus-centrerede vidnesbyrd:  ”Jeg véd, min Genløser lever!”  (19:25) end at høre ordene som bare ord fra en hovmodig skriftlærd uden genløsningens klang.

 Den dramatiske, opbyggelige Jobs bog vil jeg derfor ikke undvære! 24.7.23 - jn