En færøsk ven var hos mig i onsdags for at video-filme mig.  Den slags er ikke min stærke side, da mit evangeliske vidnesbyrd altid helst skal være ansigt til ansigt med levende mennesker ”ude i terrænet”.  Men ikke blot dér!

Jeg håber at kunne sige som Billy Graham: ”Jeg er ligeglad, hvor jeg skal tale, hvis blot jeg får lov at forkynde evangeliet!” 

Min færøske ven ville nok have mig ”struktureret” på sin måde, men så må jeg sige til mig selv som Billy Graham:  ”Jeg er ligeglad, hvis bare…”

En herlig gut på 25, vort barnebarn, besøgte os i går.  Som morfar kunne jeg fortælle om min morfar, hans tipoldefar, som med sin tjeneste i gamle dage i et slumkvarter i Kbvn. fik betydning for min åndelige opvækkelse. 

Den gode stund med barnebarnet havde bare dette ene formål:  at give ham mit personlige vidnesbyrd med en stille bøn om, at det også måtte blive ham til vækkelse og frelse. Jeg spurgte ham:  ”Ønsker du din morfar anderledes?”  Nej, det gjorde han ikke, og jeg tror, han mente det.

Jeg fortalte ham om de fem bibelord, der var påmalet på en af de hvide vægge i morfars smukke mødesal: ”Han førte ham til Jesus.”  (Joh. 1:42).  Jeg sagde:  ”Dengang drømte jeg ikke om, at jeg en dag selv skulle få lov at føre mennesker til Jesus -  og måtte du være en af dem!”

Nu er jeg en handicappet ”olding” (86), der kun kommer lidt ud.  Men en ”kirkebil” afhenter mig hver søndag til en af kirkerne i distriktet.  Det synes nok nogle af de mere ”bibeltro” er kritisabelt, da det også for mig er en lidelse at komme i ”død”, orgelbrusende kirke.

Men jeg er ”ligeglad”! Jeg er jo dér for at være til stede med mit vidnesbyrd.  Ingen af de sædvanlige, vanemæssige kirkegængere hører nogensinde et selvoplevet vidnesbyrd.  Fx fra dig og mig, så sandt vi har et personligt, antændt vidnesbyrd!   -  3.8.23 - jn