”Da faldt Abraham på sit ansigt og lo…” 1. Mos. 17:17)

Udsigten til at han som 99-årig skulle få sønnen Isak (v.19), som betyder latter, forekom ham næsten morsom, men Abrahams smil og latter var nok, troens smil og befriende latter, virket af glædens og underets Gud.

Det sker også i dag forstået på den måde, at det menneske, der oplever det under at blive genfødt ved sandhedens, dvs. evangeliets forjættende ord af Guds frie vilje (Jak. 1:8. 1. Pet. 1:23-25) vil gennemgående være et glad, muntert og lattermildt menneske.  ”En surmulende kristendom er ikke kristendom”, husker jeg Billy Graham sagde til dem, der var ”gået frem” ved et rådgivende møde for berørte mennesker i KB-hallen i 1957.

En gudfrygtig kvinde, som min morfar havde giftet sig med, efter at min mormors bortgang i 1949, kom til at betyde meget for mig da hun en dag sad igen som enke efter min morfars ”hjemgang” til Herren.  Hun blev som 13-årig omvendt ved en vækkelse i Nordsjælland (i Luthersk regi).   Det der talte særligt stærkt til hende, var at se de nyomvendtes glæde, og hun sukkede efter også at få det sådan, hvilket også skete.

Hun var også hårdt prøvet, men aldrig ”surmulende”, men et levende, glad vidnesbyrd, der som Abraham  udstrålende en indre fryd i vor Herre Jesus Kristus., og som hun aldrig blev af træt at vidne om.

Om Israels hjemførte fanger fra Babel, hvortil perserkongen Kyros var Herrens redskab, lød lovsangen:  ”Herren har gjort store ting imod os, og vi blev glade!”  (Sl. 126:3) – ja, der står ligefrem, at ”da fyldtes vor mund med latter, vor mund med frydesang!”  (v. 2). Surhed, nej ikke i Israel!

Har du også oplevet et sådant under, vi aldrig selv kan præstere? 14/7/23 jn