”Her skal du være i daglig kamp og strid…” synger Brorson (i ”Nu da til lykke…” DDS 631)

Hvis en ikke-kristen lyttede til kristnes vidnesbyrd, ville de nok blive set på som småskøre.  Sådan så jeg som dreng de troende mennesker, der om sommeren i vort parkanlæg på  Amager holdt friluftsmøde.

Helt pinligt blev det, da jeg engang så min søster, Inga, stå dér og synge med.  ”Kom og lad os lave lidt sjov med hende”, sagde jeg til en kammerat.  ”Nej, lad være”, sagde han beskyttende, ”hun er blot religiøs!”

I dag ville jeg ønske, jeg også kunne stå dér og vidne om den Frelser, der engang intet betød for mig.  Omvæltningen skete som 14.3/4-årig, da Herren suverænt opsøgte mig og frelste mig ved troen på Jesus Kristus.

Da kunne jeg pludselig identificere mig med Paulus i fængslet, som begyndte dagen med en lovprisning over nådens store rigdom i Kristus Jesus – uden klage over sine lænker og de indespærrede fængselsforhold.

”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse..!”

 (Læs selv videre i Efeserbrevet fra 1:3, deroppe fra troens Alpetinder i svimlende højde, hvor du som genfødt Kristus-troende befinder dig!)

Sådan begynder vi kristne dagen med Paulus trods alle legemlige og sjælelige lidelser og mange ”odds” imod os i vort ”fængsel”!

Jeg en slægtning over det interne telefonnet i det firma, vi var i:  ”Hvordan går det?”  ”Når jeg er i Kristus, har jeg det godt!” sagde han.  Det lød godt, men han afslørede sig senere som Kristus-fornægtende (dog stadig en religiøs, tungetalende) mand.  Han forsvarede sig med, at han da kun var ”et søgende menneske”!  Ak, hvad med dig, o, religiøse, ufrelste ven?

23.6.23 - jn