Gennem det åbne vindue denne sommermorgen hører jeg de små ”fredsduer” kurre glad, men ikke med fx solsortens sang.  Hver fugl synger jo med sit næb, men det tankesprog kender den måske nok ikke.

Men for mig blev det en glad påmindelse om ordet i Højs. 2:14:  ”Min due i fjeldets kløfter i bjergvæggens skjul!  Lad mig skue din skikkelse, høre din røst…”  Vi sammenlignes ikke med hverken en lærke eller solsort, men med duen uden nogen tone i livet, men hvis røst Herren gerne vil høre!

Denne morgenhilsen opmuntrede også mig til at lade Herren høre min bøn og lovsang – og uartikulerede suk i det hele taget – på den uskolede og sangfattige dues præmisser og lade min røst høre, thi Herren kan jo ikke høre den, hvis vi ikke følger duens ex i Hans dyrebare fællesskab!

Duen kan ikke synge, men det gør den ikke modløs.  Den kurrer glad og uanfægtet videre og misunder ikke sangfuglene, thi den har et andet og i Guds øjne et lige så højt kald, hvad Bibelens gode Helligånd synes at understrege ekstra kraftigt i Højs. 2:14. 

Hvilken dyrebar lærdom, som gør Højs. 2:14 til mere end smuk poesi, men derimod til praktisk, jordnær teologi (lærdom) udi den uartikulerede lovprisnings hemmelighed.  Det skal den kurrende due lære os! 

Jeg kan lide den engelske NEB-gengivelse af Rom. 8:26:  ”…through our inarticulate groans the Spirit Himself is pleading for us” , dvs. ”…gennem vore uartikulerede sukke går Ånden i forbøn for os!  Her tales der på engelsk om vore mangelfulde sukke!  Det rimer jo herligt med Højs. 2:14.

Tak, tak, du duens Skaber og Herre, for denne morgenhilsen, før jeg starter kaffemaskinen og ellers gør mig klar til ”kirkebilen”!  -  18.6.23 - jn