Forside Artikler Under forsoningens nåde i praksis
Under forsoningens nåde i praksis Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Torsdag, 30. marts 2023 18:38

”Det behagede Gud… ved Ham at forlige alle ting med dig… ved Hans korsets blod”. (Kol. 1:20)


Jeg fik sagt til min svigersøn på vej til udenlandske kunder:  ”Er det ikke herligt at tænke på, at din rejse er under forsoningens nåde?” Kol. 1:20.


”For der står jo ”alle ting” (gl. ovs.), dvs. de praktiske, synlige ting, du håndterer i jobbet!”  Det er også godt for mig selv at tænke på.


”Nu skal jeg vise dig min formspændte, sammenklappelige stol i bøgetræ, som jeg markedsfører i udlandet”, sagde jeg engang til min gamle ven, Johny Noer, da han i vore velmagtsdage var på besøg i Næstved.


Han sagde begejstret:  ”Ja, den stol er velsignet, fordi du er velsignet!”  Altså:  Min stol var sammen med mig selv under forsoningens nåde.


Nogle mistænker mig for ikke at gøre nok ud af evangeliet om forsoningen ved Kristi kors. Det bedrøver mig, for dér lever og ånder jeg og vil dø


Dette evangelium om forsoningen forkyndes er jo både i trosbekendelsen og nadverlæren.  Ordene er dér jo, men jeg har lyst til at spørge mine kirkegængervenner:  ” Hånden på hjertet, hvor meget betyder dette evangelium for dig i din prosaiske hverdag?”  Eller det kun et kirkeritual?


Nu er jeg især som ældre i evighedens venteværelse, hvor mit ”nummer” snart trækkes.  Ønsker jeg at leve livet om?  Ret beset ikke, for da ville det bare vare længere, inden jeg ”skal se Ham, som Han er.”  (1. Joh. 3::1).


Ak, sådan kan religiøse, kirkevante mennesker ikke tale.  De kan kun svinge sig op til at sige:  ”Vi håber, - el.:  vi er søgende”, men kan ikke sige med apostlene:  ”Vi ved…” (1. Joh. 3:13) el.:  ”Jeg er vis på…”  (2. Tim. 1:12).  Denne indre vished giver Guds iboende Ånd løbende den Kristus-troende i hverdagen med dens tusinde ting under forsoningens nåde!

27.3.23 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)