Forestil dig, du møder Paulus med nogle brødre en sø. formiddag, - dvs. på en sabbatsdag – på gaden i Antiokia, og du spørger ham:  ”Hvor skal du hen?” – og at han svarer dig med en glad udstråling:  ”Hen i synagogen!”

Du spø´r måske:  ”Hvad skal du dér efter?  Har du som Kristus-troende ikke gjort dig færdig med jødedommen og dens trældom?” Han svarer – igen med et smil:  ”Deri har du ret, men jeg kommer heller ikke for på ny at række hånden ud efter jødedom, men for at stille mig til rådighed for Kristus med Hans evangelium og med mit personlige vidnesbyrd!”

Og som sagt så gjort.  Han og hans ledsagere satte sig forventningsfulde ”på sabbatsdagen i synagogen”  (Ap.G. 13:14), rede til at forsvare overfor sine jødiske venner det lykkelige håb, der nu var i ham (1.Pet. 3:15).  Og Herren gav ham en vidunderlig Åndens frihed til at gøre just dette.

Jamen, er det ikke også derfor jeg om søndagen lader mig hente og bringe til en af nærområdets folkekirker?  Jo, det håber jeg.  Også mit motiv er at  stille mig til rådighed for Herren med mit vidnesbyrd uden dermed at sluge råt alt, hvad jeg ser og hører dér.  Og en sådan anledning får jeg.

Men mener du, jeg er på vildsom vej med denne ”strategi”, håber jeg, du vil hjælpe mig på ret vej og dele med mig din egen gode vidne-erfaring. Thi vidne vil vi, ”for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt!”  Ap.G. 4:20.  Så får det briste eller bære!   -  11.3.23 - jn