Det gør næsten fysisk ondt på en at læse journalist Esben Thobys saglige, men forstemmende reportage i Sjællandske af 13/31, om Udlændingestyrelsens hjerteløse behandling af det thailandske ægtepar Radayu og Kritsada Kwanngoen og tvangsbortvisningen af moderen Radayu til Thailand efterladende en opløst, amputeret familie.  Det kan vi ikke som et land med højt besungne ”værdier” være bekendt.

Jeg forstår det simpelthen ikke.  Ingen minister og slet ikke nogen statsminister føler det betimeligt at blande sig, og bevæges de modvilligt til et interview, konfronteres vi med iskolde stenansigter ridende på de og de lovparagrafer.  Og det sker uanset hvem, der regerer  (læs: misklæder) Danmark.

Jeg får ind imellem lidt harcelerende at vide, at jeg altid indfletter min kristne tro i mine skriverier. 

Men er det så irrelevant?  Påberåber regeringen sig ikke et kristent styregrundlag?  Støtter den ikke en kristen folkekirke?  Eller er dens kristne lære om næstekærlighed kun hykleri? 

Kan andet udledes af den ukristelige behandling,  den thailandske familie nu oplever i det kristne Danmark?  Jeg skammer mig på mit lands vegne, men resignerer ikke og siger hellere som Søren Kierkegaard:  ”Dette skal siges, så lad det være sagt!”