Jeg sad betuttet og modløs til kaffe efter gudstjenesten i den smukke, dyre Holsted Kirke.  ”Hvad laver du egentlig her?” spurgte jeg mig selv

Jeg tilhørte ikke nogen sammenspist klike, men sad dér mutters alene i håb om samtale-kontakt. Men ”menigheden” strøg indifferent forbi mig, ikke af ond vilje, men så hjemmevant er fremmedgjortheden altså blevet, - også i kirken. Og trods de fine ydre rammer.

Pludselig så jeg et ægtepar sætte sig ved et bord  2-3 meter fra mig. ”Jeg får måske lov til at holde jer med selskab?” spurgte jeg venligt.  Ja, selvfølgelig, men sproget kneb det med.  De var nemlig fra Armenien. Navnet Jesus Kristus lyste imidlertid op uden sprogbarriere.

Jeg fattede derfor nyt mod.  Det var mit første møde med lokale ”nydanskere” fra Armenien, hvad jeg følte stor glæde ved.  ”Vi er kristne”, sagde de flere gange, som naturligvis glædede mig endnu mere.  Trods det med sproget  var der hjertelig kontakt.  De fik en af mine små, handy tryksager plus den efterhånden obligatoriske ”hjertebog” med gode centrale bibelord.

De havde et barnebarn, der skulle døbes kl. 12 efter første gudstjeneste.   Jeg hilste på noget af ”dåbsselskabet”, inkl. lidt ungdom,  men jeg fortrød bagefter, at jeg ikke blev i kirken for i så fald at få kontakt med de unge, som nok kan tale dansk.  Men, ak, min latenstid er kort. Selve kirken kører velsmurt og fornemt videre i smilende scenevanthed med  vel indarbejdede, lovfæstede ritualer og den vel indarbejdede, klaustrofobiske fremmedgjorthed. Alligevel,  midt i åndenøden var Armenien dér pludselig som et evangelisk åndehul.  Sådan oplevede jeg det i det mindste.  Midt i den kirkelige sorgløshed. Medens englene græder.  -  6.3.23 - jn