Jeg sværger hverken til fri- eller folkekirke, men jeg stiller mig som gæst til rådighed for evangeliets vidnesbyrd også dér.

Som handicappet serviceres jeg af en såkaldt ”kirkebil” (taxa).  Og dermed har jeg fået en ”niche” for evangeliets vidnesbyrd i al ufuldkommenhed.

I en folke- eller frikirke.  Begge slags kirker har kirkekaffe, og det er dér, ved bordene, jeg møder nye mennesker.  I frikirken er de fleste angiveligt allerede ”frelste”, mens de i folkekirken typisk er søgende uden nogen egen omvendelses-oplevelse, uden hvilken troen på Jesus og trosbekendelsen er uden mening.

Der sidder nemlig åndeligt sultne sjæle ved kaffebordene.  Og det er dem, ”samtale-evangelisten” gerne vil nå, ikke blot dér, men ”på hvert sted” (2. Kor. 2:14), dvs. overfor naboer, hushjælp, på tand- og lægeklinikker, ja for taxachauffører i den korte tid transporttiden varer, m.m.  Eksemplerne er legio.

 En muslimsk chauffør sagde:  ”Jeg har været her i 35 år, og aldrig har nogen talt sådan til mig!”  Det var flovt.  ”Se jer om, mine herrer, der er ikke noget folk så gerne vil høre som evangeliet om Jesus!”  (C.H. Spurgeon)

En besøgsven og ivrig kirkegænger vedgår, at han ikke kender til en personlig omvendelse, men følger godt med og taler om Joh. 3:16, han fik som konfirmationsord.  Han siger ganske rigtigt:  ”Vi trænger til en vækkerrøst i kirken, og han kalder mig med overdreven venlighed for en ”ambassadør” for Kristus.

Sognepræst Marie Høgh gav i en artikel i Kristeligt Dagblad  8/10.22 udtryk for en latent længsel efter en kirke, som ikke blot "anmeldes” med stjerner som om den var et teater, men at den imødekommer den åndelige længsel hos den menneskesjæl, der ”trænger til at blive beåndet” og ikke blot dyrke ritualerne og symbolerne.

Et sådant evangeliets åndepust er før set i kirkehistorien og bør få os til at bede med profeten Habakkuk.  ”Herre, lad det ske igen!”  (Hab. 3:2) -  26.2.23 - jn