Forside Artikler Dyrkelse af omgangskreds og slægt
Dyrkelse af omgangskreds og slægt Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 24. februar 2023 11:33

Som afdanket og forkrøblet indser jeg, at jeg nu har flere venner under end over mulden, og at ”omgangskreds” og familie har fortonet sig og hører mere og mere den fortid til, som Es. 43:18 beder mig glemme.

Deltagelse i populære ”slægtsstævner” kender jeg ikke til, men de forekommer dog i nogen grad endnu på fætter- og kusinesiden på min mors side som grene af det farverige, schulstadske stamtræ.

Dette er ikke sagt selvmedlidende, thi det slog mig pludselig denne årle morgen som en befriende tanke, hvilket ophøjet kald jeg har fået som Kristi discipel. For hvad slags ”omgangskreds” havde Han?  Med det imponerende slægtsregister, der fandtes på begge Hans jordiske forældres side, var der ellers nok af stof til store, interessante slægtsstævner.

Men det var ikke Jesu kald bortset fra, at Hans fattigdom  (Mt. 8:20) ingen ydre rammer havde for gængs selskabelighed.  Dog fattedes Han ikke ”omgangskreds” i det fri blandt mange mennesker, især ”toldere og syndere”, og ikke sjældent lod han sig invitere til diverse små og store gæstebud for i sin Faders vilje og under Åndens ledelse at forkynde evangeliet i simpel klædedragt og selv også være både sulten og tørstig.

Det liv var ikke blot udtryk for asketisk forsagelse, men i særlig grad for en åndelig frihed, som kun Han fuldt ud kendte.  Med Paulus var det noget lignende (2. Kor. 6:10), og vi formanes som hans efterfølgere (1. Kor. 11:1).

Og, som sagt, ikke til noget selvpineri, men til en herlig, evangelisk frihed!

20.2.23 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)