Måske kender du ikke engang ordet, lige så lidt som de troende i Galatien  gjorde det (læs blot Gal.brevet!), selvom de ubevidst var indfanget af åndelige lænker.

Men da de senere igen kunne trække vejret frit og befriet i et nyt nådens forår med korsets lærdomme i centrum, vidste de kun alt for godt, hvad lovtrældom er.

Thi den handler ikke blot om lovens væsen i ydre form, men om de usynlige, snærende bånd i en pseudo- kristendom, Paulus kalder ”trællekår” (Rom. 8:15).

Det har jeg selv prøvet uden jeg selv vidste det.  Men det behagede Herren en dag at lade mig se ind i nådens frihed i Kristus.  Åh, det lettede!  Jeg vejrede åndeligt forår!

I min ungdom var en kendt alvorsprædikant ”in”, som jeg dog ikke selv mødte.  Hans ry var mørke, tunge og dystre miner.  Han befordrede ingen evangelisk glæde.

Jeg blev senere kendt med hans enke, en diametral modsætning, der trods trykket stemning i hjemmet udstrålede Kristi uforskyldte nåde, medens han lignede et uvejr fra Sinai, der tordnede løs mod alt og alle med sine strenge, ufrie helliggørelseskrav.

Han fik efterfølgere, der blev til forsamlinger, som jeg blev lidt kendt med uden dér at kunne mindes nogen glade og frigjorte tilhængere i den ”hellige”,alvorlige flok.

Det fortælles, at et af hans børn en dag sagde til moren: ”Mor, jeg så i dag far smile!”  Det var åbenbart lidt af en sensation og ikke hverdagskost. Ak, hvor dybt tragisk.

Lovtrældom gør kristendom slet og ret kedelig og er ikke nogen glad kristendom.  

Jeg lærer at bede i barnlig tro:  ”Herre, lad din Ånd gennem ordet gøre Kristus stor for mig!”  Ja, den tro har jeg, og jeg tror, at ”også jeg har Guds Ånd.” 1. Kor. 7:40.

Apostlen var med rette vred på judaister, der ved lovtrældom bragte lemlæstende uro blandt hans åndelige børn og skrev:  ”Gid de ville lemlæste sig selv!” (Gal. 5:12)

Jeg må sige det samme!     16.2.23 – jn