Jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg måttet nedtone visse teologiske spørgsmål og religiøse ”kæpheste”, som jeg red veloplagt og fyrigt på som ganske ung.

Med mine nu 86 år er unægteligt mangt og meget taget kraftigt op til revision.  Med ganske få justeringer udi teologien, der dog løbende måtte ”finpudses”, har jeg ikke forladt, hvad jeg ”fra barndommen af lærte fra de hellige skrifter” (2. Tim. 3:15), både direkte ved Guds Ånd og gennem hellige Guds mænd, Herren sendte på min vej, og som jeg i dag må takke for som ex til  praktisk efterfølgelse (Hebr. 13:7).

Men…jeg er gang på gang blevet ”bombet” tilbage det absolut bærende i evangeliet, der skal stå sin prøve overfor Gud, hvis jeg kommer til at opleve et dødsleje i lighed med min morfars i 1953.  Dér citerede han bl.a. en strofe af Brorsons vidunderlige salme ”Hvo vil mig anklage…” og den lød:  ”I Jesu blodestrømme sænker jeg mig i…” 

Blodet, ”forløsningen ved Hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er”  (Ef. 1:7) fylder nu i mit liv mere end nogensinde, ja er mit daglige, frigjorte omkvæd.

Dermed er jeg også inderligt forbundne med alle trosfæller, der er frelst ved samme blod uanset  evtl. teologiske divergenser.  På falderebet til evigheden hører disse mere og mere til ”småtingsafdelingen”.

Jeg fik pludselig en uventet opringning fra en ungdomsven, en højt profileret forkynder, som jeg måske ikke så øje til øje med i alt, men som pludselig i en ydmyg ånd udtrykte inderlig forståelse med mig udi mine stille,  små ”syner” fra Herrens ord (1. Sam. 3:1).  Hans kærlige brodersind gjorde mig godt, men også lille.

Den slags brødre ”samler” jeg på som den, der ellers ikke har meget at samle på mere.   Samtidig er jeg skamfuld over, hvor lidt brodersind jeg selv har udvist overfor andre i min ofte misforståede, polemiske kampiver.

Jeg sætter mig ånden ved morfars dødsleje, ja om du vil, også mit eget i tak og tilbedelse over Kristi rige nåde midt i min åndelige fattigdom.   9.2.23 - jn.