Det ord, jeg stod op af sengen på idag, og som blev ved at ”rotere” indeni mig, var Ef. 1:10:  ”… om den frelsesplan:  i tidernes at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske i Kristus!”  Ja tænk, at også ”det jordiske”, inkl. alt jordisk på godt og ondt, er ”sammenfattet” i Kristus, dvs. Han er den usynlige, levende og frelsende ”fællesnævner”.  At tilegne sig den sandhed løbende er lig med en ny, lykkelig, åndsbåren dag.

Så ringede det uventet på døren, efter jeg lige havde slugt en halv kop kaffe. Det var et kraftigt, stærkt mandfolk, Henrik, fra hjemmeplejen.  ”Jeg har tid nok”, sagde han, så vi talte lidt sammen om noget mere interessant end mine dårligdomme., dvs. om, hvad jeg ellers havde lavet, og jeg delte med ham nogle af de både timelige og åndelige velsignelser.  Især det sidste fortalte jeg ham om med glæde. Og med lidenskab.

En uforklarlig ”vidneglæde” trængte sig på (Ap.G. 4:20), og jeg tænkte på min danske svigersøn, som også fortæller mig om anledninger til at vidne om Jesus på sine mange udenrigsrejser udi sit timelige embedes medfør. 

Jeg fortalte Henrik om anledninger i kirken, hvor der sjældent høres et personligt vidnesbyrd.  ”Du forstår, den gode Hyrde  fandt mig, og jeg føjer til:  Han vil også finde dig, hvis du vil lade dig finde af Ham!” – ”Ja, hvis jeg vil lade Ham finde mig…” gentog han eftertænksomt mine ord.

”Mange kirkegængeres problem er kun ca. ½ meter, nemlig afstanden fra hovedet til hjertet – men den gode trosbekendelse må ind i hjertet!”  Jo, det forstod Henrik godt. -  ”Føler du, jeg nu prædiker for dig?”  spurgte jeg. – ”Nej ikke spor, jeg samler på gode historier!”

Da tænkte jeg på Spurgeons ord:  ”Se jer om, mine herrer, der er ikke noget folket så gerne vil høre som evangeliet om Jesus!”  Ja, især ud fra et selvoplevet, personligt vidnesbyrd.  Det vil folk gerne høre, for det er ikke ”hverdagskost”, uanset om de tager imod det eller ikke.  -  21.10.22 - jn