Jeg sad som så ofte før i lægehusets venteværelse i dag og ventede jeg på at blive kaldt ind til hudlægen, men fik dejlig tid til at læse i mit ny testamente.

Jeg læste på 1. Tim. 2:1-5 m. ordene om at bede for de styrende i vort land (v.1), som er særligt aktuelt nu mens valgtrommerne buldrer uden opfordringer  til at bede.  Det kunne ske før den endelige vedtagelse af USA´s forfatning i 1787.  I stedet for indbyrdes skænderier drejede det sig nu om gudfrygtig omsorg for nationen.

Guds ord formaner os til at bede for ”konger og alle i høje stillinger”, dvs. for de styrende ”så vi må leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder.”

Uro, ængstelse og uvished ligger tungt  over os i denne tid.  Alligevel er det muligt trods alt at ”leve et roligt og stille liv”.  Der findes, tak og lov, en Kristus-troende flok,  som de hviler en forunderlig ro over, og som har ikke lyst til politiske skænderier ført an af en såkaldt ”opposition”, der som pr. definition absolut skal opponere.  Måske med tilkæmpede TV-smil men uden fred med Gud.

Min tyske hudlæge og hendes sygeplejerske viste mig megen sympati.  Det lykkedes at få fremrykket min hudkræft-operation til 2/11, ”men vi garanterer ikke noget”, sagde nærmest i kor.  Jeg blev alene tilbage med sygeplejersken, som jeg fik fortalt om den luksus, det er at være en lykkelig mand og at have noget at lykken i.  Ikke ”noget”, men i den nærværende, opstandne Herre Jesus.

1.Tim. 2:1-5 formidlede den ”Guds fred, som overgår al forstand”  (Fil. 4:6).  Der skal ikke lukke øjne og øren for begivenhederne, tværtimod sagde Herren:  ”Når I hører om krig og oprør, lad jer ikke skræmme…” (Luk.  21:9).  Vi hører herom, men bevarer ved Guds nåde roen i Kristus.  Åndens påmindelse herom midt i et turbulent verdenssamfund kom efter en sjælden god nattesøvn og en morgenlæsning fra Bibelen, som netop handlede om hvile eller om ”rolighed”, som ordet er oversat med i en gammel bibel, jeg løbende bruger.

Så stærk er Åndens påmindelse ikke altid, men vor Fredsfyrste er den samme.  Hvad vi ejer i Ham i hele sin ”vægtfylde” gælder trods ydre forhold.  Sådan får vi lov at leve og også, når lejlighed gives, at vidne herom.  Det tørster vor tid efter at høre.-   27.10.22 - jn