Forside Artikler Hvad i al verden havde Paulus at gøre dér?
Hvad i al verden havde Paulus at gøre dér? Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Tirsdag, 31. januar 2023 16:46

”På sabbatsdagen gik de ind og satte sig i synagogen…”  (Ap.G. 13:14)


Hvorfor mon?  Burde Paulus og hans ledsagere ikke hellere have sat sig blandt de meget frelste kristne?  Hvad havde ”hedningernes apostel” at gøre i et miljø, hvor den jødiske synagoge med alt, hvad dertil hører, var den tids gældende folkekirke? 


Herren havde jo allerede sagt til ham: ”Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og hedningerne;  til dem (hedningerne) sender jeg dig!”  (Ap.G. 26:17).  Hvor ”frelst” var han da i praksis i en Kristus-fremmed synagoge?  Skrev han ikke, at hans kald var ”at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige rigdom?”  (Ef. 3:8).


 Var det et slags knæfald for den jødedom, han havde forladt?  Var dragningen mod ”den gamle pagt” alligevel ikke for stærk til, at han helt kunne afskrive den? Husk på at dragningen mod hans jødiske brødre var ufattelig stærk  (se fx Rom. 9:1-3, 10:1).  Lagde han sig derfor nu for dem ”fladt ned”? (som det vist hedder).


Nej, trods jødisk omklamret  var sigtet:  At stille sig til rådighed også dér med evangeliets gode nyheder, hvilket han da også fik lov til i rigt mål (læs resten af kapitlet i Ap.G. 13), men dog ikke altid.  Selv var han som en ”ny skabning i Kristus”  (2. Kor. 5:17) færdig med jødedommen.  Kristus havde taget over 100%.


Jeg har fået stillet et lign. spørgsmål.  Hvorfor sætter du dig i en statsautoriseret folkekirke m. forslidte ritualer og underlagt lovgivningen både mht til tekster, præstens påklædning og gejstlige etikette, rette ordvalg, overfladisk dåbsteologi, teatralsk nadverceremoni og åndsforladte, oplæste bønner, der ligger som en tung, apatisk dyne over vor danske synagoge (læs: folkekirke).  Hvad har jeg at gøre dér?


Svaret er som apostlens:  Jeg gør det for evangeliets skyld for om muligt, ”at kunne frelse nogle”  (1. Kor. 9:22).  Åh ja, et enfoldigt motiv uden intellektuel ”dybde”, indrømmer jeg.  Jeg hørte en ven i USA udtale ved sin afrejse til indianerne i en af Sydamerikas jungler:  ”Helt ærligt, jeg bryder mig ikke om dem!”  Men han gjorde det for evangeliets skyld som det absolut afgørende uanset hvad han ellers følte.


Billy Grahams ord ved en stor konference i Amsterdam helt tilbage i 1972 har fulgt mig gennem årene:  ”Hvad du end er, søndagsskolelærer, korleder, kirketjener eller hvad:  ”Gør en evangelists gerning!”  (2. Tim. 4:5). 


9.12.22 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)