Ild

”Digteren…minder om en ensom skikkelse, udkigsmanden på toppen af en klippe”.  Jules de Gaultier

”Mit hjerte strømmer over med skønne ord, jeg fremsiger mit digt for Kongen….”  (Psa. 45:2)


En fremmed er du nok blandt dine egne,
Indse det først som sidst, o digterven,
Ja, lad som særling dem dig blot betegne,
Brug kun frimodigt din gudgivne pen,
Din ensomhed du ikke må beklage,
Om end den fuld af mange kvaler er,
Dit kald du skal med gudsfrygt varetage
Den korte tid, som er dig tilmålt her.

Du tidens bundne tanker skal frigøre,
Thi sådan er det sande digterkald,
Og selvom mængden ikke vil dig høre,
Du til ”hiin Enkelte” betro dig skal
Med lidenskab og kærlighedens varme,
Med Åndens røst til vækkelse og liv,
Hvor ånd´ligt sultne, tørstige og arme
Fornemmer evighedens perspektiv.

Du skal ej efter ros og ære angle,
Forvent ej heller andre dig forstår,
Fornyelse du skal dog ikke mangle
Midt i et ørkenland og tørkens år,
Øs du så meget mere af de kilder,
Som kun Guds skjulte verden hører til,
Og som trods ensomhed dig tilfredsstiller,
Så surrogater du ej søge vil.

Er du af Ånden født, du dette fatter,
Inspirationen er for dig en ild,
Trods larmen fra den glædesløse latter
Du følger Hyrdens røst og går ej vild,
Og i dit bryst opblusser snart en lue
Antændt af nidkærhedens indre brand,
Du derfor lader dig ej underkue
Som både digter og en troens mand.

1.2.05

-j