Forside Artikler Kristen versus verdslig veltalenhed
Kristen versus verdslig veltalenhed Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Tirsdag, 31. januar 2023 16:16

”Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I véd, hvorledes I bør svare enhver!”  (Kol. 4:6)


Sådan formanede Paulus de kristne, men hvordan var det med ham selv?  Var hans tale altid ”vindende, krydret med salt”?  Ja, men hans veltalenhed var ikke var af denne falske og forfængelige verden.


Men hvori bestod  Paulus´ veltalenhed?  Og hvori består åndsfyldte kristnes veltalenhed?  Vel, den skyldes, som her antydes, fylden af Ham, der er det åndelige og praktiske ophav, dvs. Helligånden, som vidnende efterfølgere af Kristus bestandig gør velsignede erfaringer med.


Men den må hverken forveksles eller blandes op med verdslig visdoms ”overtalende ord” (1. Kor. 2:4) og retorik, hvad desværre rask væk dyrkes på moderne, ”karismatiske” og frisk-fyr-agtige platforme – hvor den billige belønning er publikums lattermilde, letkøbte bifald.


Men en Kristi efterfølger kender til en veltalenhed, der er modsat verdsligt ordgyderi, dvs. en veltalenhed, der kender til ”svaghed og frygt og megen bæven”  (1. Kor. 2:3), men i en given situation, som Herren beskriver i Luk. 12:11-12, overskygges af  ”Guds kraft”  (1. Kor. 2:5).


En sådan Åndens kraft opleves som oftest ikke på de flombelyste, vel udstyrede platforme, men snarere hos ”de stille i landet” (Sl. 35:20).  Hos dem har jeg oplevet sand åndsbåren veltalenhed.  Jeg ser dem for mit indre og må tænke på, hvordan deres stilfærdige, ”salte” ord  ramte mig.


Min søster, Ruth, var fx ”veltalende”, da hun med tårer fik sagt til mig som dreng:  ”Du er ikke en kristen!”  Hun var ikke veltalende i verdslig forstand og ikke en offentlig taler.  Dog blev hendes ”veltalende” og salte vidnesbyrd et sandhedens øjeblik for mig.   Hun er nu hjemme hos Gud.


Jeg kunne gerne nævne mange andre ex, men vil nøjes med at sige, at fælles for sande kristnes veltalenhed er deres stille udstråling af vor Herre Jesus Kristus.  Sådanne vidner er ex til praktisk efterfølgelse!

21.12.22 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)