”Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn!” Luk. 2:17

De jævne, ikke-teologiske hyrder fortalte om Jesus, som de havde set.  I grundteksten bruges et ord for ”fortælle”,som egentligt betyder ”at gøre kendt.”  Og det gjorde de.   Dette er kristnes mission.  Ja, også overfor dem, der tror, de kender Ham, men kun af navn  (”navnkristne”).

Da jeg kom til troen, var det – menneskeligt talt – fordi der var nogle, der antændt af en indre glød vidnede om Jesus for mig.  Det blev derefter også mit kald, dog i erkendelse af min egen afmagt og uduelighed.

Mange af os har gjort den erfaring, at dette er sværest blandt vore allernærmeste.  Da sker det måske kun ved vor tilstedeværelse, men vidnesbyrdets Ånd er dér dog (Rom. 8:16) modsat verdslighedens Ånd.

Men det sker også med vore læber, men da kan det lyde syrligt: ”Du taler bare om dig selv!” Men er den kritik fair?  Talte Paulus bare om sig selv? Der er flere ex på hans personlige vidnesbyrd i DNT, som nok var om ham selv i den forstand, at det handlede om, hvad Kristus havde gjort for ham – ja, for ham selv i hans liv.  1. Tim. 1:15.  Det er alle sande kristnes kald.

Paulus skriver til Timoteus i sine afskedsord i 2. Tim. 1:8 (lige inden hans martyrdød):  ”Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre…”.  – Jeg mindes fra min ungdom med glæde den spastiske unge mand, Poul, hvis far i øvrigt var en af vore chefer i Ø.K.  - han kunne gerne, typisk for ham, spørge:  ”Hvordan går det med din vidnetjeneste?”  Hans iver var ægte!

Julen har sikkert for mange kristne venner været en fin anledning for evangeliets vidnesbyrd, som heldigvis fortsætter efter julen post festum. Det blev det for markens hyrder og skal også være det for os ”ude i marken”, som vi sælgere sagde om vort opsøgende salgsarbejde.  ”Vi skal sælge evangeliet”, sagde Billy Graham med risiko for at blive misforstået.

26.12.22 - jn