”Din smukke, sorte præstekjole passer fint til din smukke hudfarve”, bemærkede jeg med et glimt i øjet til præsten ved udgangen i Skovlunde Kirke. Hans oprindelsesland var Kenya, og han kvitterede selv med et hjertevarmt smil.  Det skete ved mit gæstebesøg i Skovlunde 1. juledag.

Akustikken var ikke den bedste, så det kneb for mig at forstå hans budskab, men jeg forstod dog, at det drejede sig om glæden over, at Gud havde sendt sin frelse til os gennem sin Søn som lille baby.

Jeg glemte at sige til kirketjeneren, som hed Tobias, at jeg gerne ville deltage i nadveren fra min siddeplads, som ellers er en udmærket ”service” folkekirken yder til de dårligt gående.   Og det er jeg jo blevet.

Men min svigersøn, Lars, og hans norske far, Sigmund, var med (kun os 3 fra familiefesten), og de to kunne jo gå med frem og knæle ved alteret.  Sigmund lod mig forstå, at uanset nadverens ydre form, gjorde han det for Herren og ikke for mennesker.  Det var jeg meget enig med ham i.

Min ”vidnekontakt” i nationalkirken er nok en Gudgiven ”niche”, hævet over ”døde” traditioner.  Den uddistancerer dog frikirkerne v. brugen af vor fantastiske salmebog, og der synges ved gudstjenesten 6 salmer hver gang m. salmebogen i hånden.  I frikirkerne bruges en kold storskærm.  Denne uskik importeret fra USA mener jeg er en misforståelse.

Jeg har fået større og større glæde ved at synge salmer og åndelige sange her før ”lukketid”.  Jeg kunne ikke tænke mig én dag uden salmesang i mit eget hjem.  Nogle mener, det kun foregår i kirken, men det er en stor fejl.

 En svagt seende, pensioneret læge (indenfor anæstesien) sagde til mig efter en gudstj. i Næstved:  ”Jeg læner mig op ad din stemme”.  Det glædede mig, indrømmer jeg, for jeg har ellers aldrig følt, min sangstemme var værd at ”læne” sig op ad.  Men ”Lidt er meget, når Gud er med i det” hed en lille bog, jeg engang læste.  Ih hvor sandt! 26.12.22 jn