Jeg får hver uge besøg af en ældre, ivrig kirkegænger, som jeg fodboldmæssig snakker godt med, da vi begge engang dyrkede spillet.  Et af mine idoler var målmanden, Eigil Nielsen, som senere blev min ven, da også han søgte livets mening i Kristus. Jeg måtte derfor møde ham!

Min besøgs- og kirkeven vedstår ærligt, at han mangler en personlig, selvoplevet omvendelse efterfulgt af et nyt liv fyldt med nye, åndelige interesser og lidenskaber, som går mange spadestik dybere end hans egen kirkelige ”kulturkristendom”, som han godt véd ikke ”holder vand”. 

Han lytter respektfuldt til mit vidnesbyrd og Guds ord, og så beder jeg for ham afsluttende med ”fadervor”, og han ”lyser velsignelsen” med pietetsfølelse.  Vi læste i dag 1. Kg. 18:21:  ”Hvor længe vil I halte til begge sider? Er Herren Gud, så følg Ham…” – ikke noget med et ben i hver lejr!

Vi talte om, at den bibelske gudsdyrkelse er et enten-eller og ikke et både-og.  Og så læste vi sammen 1. Tess. 1:9-10, der netop holder afgudsdyrkelse og sand Gudsdyrkelse diametralt op mod hinanden.  Men den forkyndelse har kristne også brug for at høre, jfr. 1. Joh. 5:21.

Han gi´r mig en arm ved trapperne til kirkekaffen med kontakt til nye mennesker.  Han forstår mig, når jeg forudskikker: ”Min målgruppe er ikke primært  præsterne, men folket ”på gulvet”.  Det forstår min ven godt, og han siger ofte:  ”Kirken trænger til en vækkerrøst!”

Jeg må sige til min ven:  ”Det må komme til et opgør med dig og Herren alene – jeg kan ikke gøre mere!”  -  Vi læser:  ”Folket svarede ham ikke et ord”, (1. Kg. 18:21).  Der blev m.a.o. stille uden mere diskussion.  Min ven tier også og siger mig (dvs. Guds ord) ikke imod.  Det er vel gode tegn. Thi vidne må vi!  Ellers lever vi ikke. Det er et offentligt anliggende.- 19.1.23 jn