Nogle ”konstruktive” kritikere synes ikke, jeg gør nok ud af forsoningen.  Det bedrøver mig, thi ved forsoningens alter lever og dør jeg (1. Kg. 3:30).

Bekymringen går på, at jeg måske overbetoner den personlige, selvoplevede omvendelse og ny fødsel til ugunst for evangeliets ”objektive” forsoningslære, og at jeg er for følelsesbetonet.  En sådan kritik bør selvsagt ikke ignoreres, men må ydmygt overvejes.

Jeg har ikke noget dybsindigt svar på kritikken, dog har jeg intet andet at klynge mig til end ”vor Herres Jesu Kristi kors”  (Gal. 6:14).  Men det går altid hånd i hånd med omvendelsens alvor og dens frugter (Mt. 3:8).  Manglen lige på den balance er desværre ganske udbredt.

I Jesu korteste prædiken i Mk. 1:15 lyder det:  ”Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær;  omvend jer og tro på evangeliet!”  Det gælder stadig.

Dette kan kun den forkynde, som både som vantro og troende ser sig som synderen i tolderens bøn i Luk. 18:13 – dog også altid med glæden over at være retfærdiggjort (dvs. frifundet og renvasket) i Kristus Jesus.

Jeg besøgte en syrisk kristen i hans forretning, som, når han åbnede sin Bibel, altid kyssede den.  Noget lignende gør jeg, når jeg som kristen begærligt inddrikker ordet om forsoningen. 1. Joh. 2:2 Jeg kysser det! 

Under denne nåde læser jeg ordet ”tvætter” i nutid (ikke tvættede i fortid) i Åb. 22:14.  Jeg véd intet om Guds kærlighed uden om Lammets blod udgydt for mine synder (Åb. 1:5).  Det skete på eet kors og kommer aldrig til at ske på noget nyt kors!  Ordet ”Lam” er nævnt 28 gange i Åb.!

H.N. Hauge reagerede mod nogle kristnes sødladne tale om Jesu lidelser og død uden omvendelsens frugter.  En sådan vækkerrøst savnes i dag.

21.1.23 - jn